TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE

Praktisk information om Kenya

Her på siden får du svar på spørgsmål om visum, vaccinationer og valuta samt andre spørgsmål der kan opstå, når du skal med os til Kenya.

Har du yderligere spørgsmål, sidder vi klar til at hjælpe. Se også alle vores Kenya-safari.

 

Praktisk information om Kenya
Praktisk information om Kenya

Praktisk information om Kenya

Her på siden får du svar på spørgsmål om visum, vaccinationer og valuta samt andre spørgsmål der kan opstå, når du skal med os til Kenya.

Har du yderligere spørgsmål, sidder vi klar til at hjælpe. Se også alle vores Kenya-safari.

 

KLIMA
Bedste rejsetid

Du kan tage på safari i Kenya hele året.

Januar, februar og marts
Alle 3 måneder er gode safarimåneder. Her – lige efter den korte regntid – kan man nyde en del fugle, der er på vinterbesøg fra Europa. Græsset er ikke så højt, og det er nemt at se dyrene. Der er gode chancer for at se store flokke af elefanter.

April, samt første halvdel af maj
Dette er normalt den ”store” regntid. Regnen falder oftest i kraftige byger, som dog oftest kun varer få timer. Regnen er typisk med til friske naturen op, og de tunge skyer kan give en helt fantastisk dramatisk himmel!

Sidste halvdel af maj, samt juni
Dette er gode safarimåneder. Lige efter den store regntid gror alt dejligt. I slutningen af juni begynder de store flokke af zebraer fra Tanzania at ankomme til Masai Mara – de går foran den store Gnuvandring. Zebraerne kommer for at æde det grove græs.

Juli, august, september og første halvdel af oktober
De kæmpestore flokke af gnuer begynder at komme sydfra. Gnuerne starter deres tilbagevandring til Tanzania i september/oktober.

November og december
Roen sænker sig stille og roligt over savannen. Normalt er her nu en lille regntid, der frisker det hele op efter, at de mange gnuer har forladt området. Græsset begynder at gro, og elefanterne kommer retur.

Vejrstatistik
JAN
FEB
MAR
APR
MAJ
JUN
JUL
AUG
SEP
OKT
NOV
DEC
Nedbør (mm)
58
50
92
242
190
39
18
24
31
61
150
108
Nedbør dage
4
4
8
15
13
5
3
4
4
7
14
9
Dagtemp.
26
27
27
25
24
23
22
23
25
26
24
24
Nattemp.
11
11
12
13
12
10
9
9
10
11
13
12
Solskinstimer
288
266
267
204
189
159
130
127
180
226
198
257
VIGTIG INFORMATION OM DIN REJSE
Pas & visum

Du skal naturligvis medbringe dit pas på rejsen. Det skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter indrejse i Kenya, og der skal være mindst én tom side i passet.

Der kræves ikke visum for indrejse til Kenya.

Dog skal du søge om en elektronisk godkendelse (eTA) for at blive tilladt indrejse til Kenya. Det skal søges her: https://www.etakenya.go.ke/.

Prisen for ETA er USD 30, og man betaler med kreditkort.

Alle rejsende skal søge om eTA – også børn. Hvis I rejser som en familie med børn under 18 år, kan det være en fordel at søge om eTA som familie, da I så kun skal udfylde én eTA for hele familien.

Du skal søge senest tre dage før afrejse, og du kan tidligst søge om tilladelsen tre måneder før afrejse. Du skal forvente, det tager ca. tre dage, før ansøgningen er gennemgået, og du får et svar.

Følgende information er nødvendigt for at ansøge om eTA:

• Gyldigt pas
• Pasbillede eller ”selfie” i stil med pasbillede
• Kontaktoplysninger
• Rejseoplysninger: flynummer og rejsedatoer samt rejseplan
• Gul feber vaccinationskort såfremt det er nødvendigt
• Kreditkort

Du modtager din godkendelse på e-mail, og den skal printes ud og medbringes sammen med pas og præsenteres ved ankomsten i Kenya.

Har du problemer eller spørgsmål vedrørende eTA henviser vi til denne e-mailadresse: support@etakenya.go.ke eller til den kenyanske ambassade i Stockholm.

Reglerne om visum kan tjekkes på udenrigsministeriets hjemmeside.

Har du bestilt en rejse til Kenya med badeferie på Zanzibar (Tanzania), skal du som dansk statsborger have visum til Tanzania. Vi henviser til vores side med Praktisk info om Tanzania for information om, hvordan du ansøger om visum til Tanzania.

Rejsedokumenter

Inden afrejse får du tilsendt nogle rejsedokumenter med vigtig information, som vi anbefaler at du printer ud og medbringer på din rejse. Du modtager bl.a. dit rejseprogram samt telefonnumre til vores lokale samarbejdspartnere på destinationen, så du har mulighed for at komme i kontakt med dem, hvis du får brug for det undervejs.

Vi anbefaler, at du downloader app’en WhatsApp til din smartphone og tilføjer vores samarbejdspartners telefonnumre. Her kan du gratis sende beskeder og ringe til dem, når du er på wi-fi forbindelse.

Vaccinationer

Vi anbefaler, at du kontakter en speciallæge, din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik for information omkring vaccinationer. Du kan også læse mere om reglerne for rejsevaccinationer hos Statens Serum Institut.

Vær opmærksom på reglerne omkring gul feber – særligt hvis du rejser ind via et andet land, hvor der findes gul feber. Nogle lande har krav om bevis for gul feber-vaccination ved indrejse. Hav derfor altid dit vaccinationsbevis med dig i håndbagagen, når du rejser.

Få 10% i rabat på vaccinationer

Når du bestiller en rejse hos Tourcompass.dk, kan du få 10% rabat hos følgende vaccinationsklinikker:

På alle hjemmesider kan du bestille tid og få yderligere vejledning om vaccinationer. Ved tidsbestilling bedes du henvise til os, og ved konsultationen bedes du medbringe din ordrebekræftelse, så rabatten kan blive fratrukket.

 

Der er i øjeblikket ingen Covid-19 vaccinationskrav for at rejse ind i Kenya. Disse regler kan dog ændre sig med kort varsel. Det er dit eget ansvar at undersøge disse regler inden afrejse.

Bemærk at der kan være særlige Covid-19 krav i de lufthavne, du mellemlander i på vej til og fra Kenya. Det er ligeledes dit eget ansvar at undersøge dette inden afrejse.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål hertil.

Rejsebetingelser

Læs venligst vores generelle rejsebetingelser grundigt, da disse er en del af aftalevilkårene i forbindelse med rejser købt hos TourCompass. Rejser købt hos os er omfattet af ”Loven om pakkerejser”.

Klik her for at læse vores rejsebetingelser.

Rejseforsikringer

Vi anbefaler altid, at du har en god rejseforsikring med i bagagen, når du skal afsted på drømmerejsen. Derudover er det også en rigtig god idé at tegne en afbestillingsforsikring.

Klik her for at gå til vores side om forsikring, hvor du kan læse mere om vores anbefalinger.

FØR REJSEN
Valuta, prisniveau & drikkepenge

Den lokale valuta i Kenya hedder kenyansk shilling (KES), klik her.

Vi anbefaler, at du veksler til shilling i lufthavnen eller hæver kontanter ved ankomsten til Kenya.

Der er også mulighed for at betale med USD (mest brugt), Euro samt engelske pund i Kenya. Vær opmærksom på, at dine dollarsedler er nye (dateret efter 2009) og at de er “pæne” (ikke for krøllede). Hvis ikke de er det, risikerer du, at de bliver afvist af butikken/hotellet.

Sørg for at have et mindre beløb på dig (1 – 5 dollar sedler). Du kan også hæve penge med Visa og Master Card i minibankerne, samt betale med kort nogle steder.

Drikkepenge

I Kenya er det kutyme at give guider, tjenere og andet servicepersonale drikkepenge. Giv drikkepengene personligt og hav altid lidt drikkepenge i lommen. Det er selvfølgeligt op til dig, hvor meget du vil give.

Som en tommelfingerregel kan du regne med følgende:

  • 10-15 USD pr. person pr. dag til guiden
  • 2 USD for bagage som portøren bærer for dig
  • 10% i barer og restauranter
  • 2 USD om dagen til stuepigen

Vi anbefaler, at du giver drikkepengene til din guide/chauffør ved slutningen af din rejse – og helst i en lukket kuvert.

Mad & allergier

På langt de fleste af vores destinationer er vi i stand til at tage hensyn til allergier, samt allergener eller præferencer vedr. mad, dog er det vigtigt, at du oplyser os om dette, når du booker rejsen.

Telefoni, Wi-Fi & elektricitet

De fleste hoteller og lodges får elektricitet fra egne generatorer. Der er 240 volt, og der bruges 3-benede stik med et andet format end vores – husk derfor en adapter. Vær opmærksom på, at der ikke altid er tilstrækkelig strøm til f.eks. at bruge en hårtørrer.

I hotelbeskrivelserne på vores hjemmeside kan du se, om der er Wi-Fi på hotellerne. Vær opmærksom på, at forbindelsen kan være ustabil.

Pakkeliste

Sørg altid for at have alle vigtige og uundværlige ting i din håndbagage. Det gælder f.eks. pas, visum, vaccinationskort, kreditkort, penge, forsikringsdokumenter, rejsedokumenter, computer, mobiltelefon, samt evt. information om din sundhedstilstand og livsvigtig medicin.

Vi anbefaler, at du pakker dine ting i bløde tasker, når du skal på safarirejse. Det er nemlig lettere at pakke safaribilerne med bløde tasker fremfor kufferter. Især kufferter i hardcase er svære at få plads til i safaribilen. Undgå derfor så vidt muligt at anvende kufferter med hårde kanter. Vi anbefaler også, at du pakker let og lyst tøj til safariturene, og at du så vidt muligt undgår skarpe farver. Medbring lange bukser og langærmede skjorter, der beskytter mod myg efter solnedgang og om nødvendigt mod dagens sol. Undgå også helst bare fødder om aftenen pga. myg.

Husk en lille lommelygte og ekstra batterier i tilfælde at, at strømmen periodevis forsvinder.

Bemærk, at al brug, import og produktion af plastikposer, som vi kender fra dagligvarehandlen, er forbudt i Kenya. Vi anbefaler derfor, at man undgår at bruge plastikposer, når man pakker sin bagage. Brug i stedet stofposer eller poser af andet vandtæt materiale end plastik.

Indførelse af planteprodukter til EU

Det er ikke tilladt for rejsende at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter fra rejser i lande uden for EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat. Reglerne gælder også mindre mængder af planter og planteprodukter.

Du kan læse mere om reglerne her.

Rejsende med indskrænket bevægelighed

Vi gør opmærksom på, at vores rejser generelt ikke er egnede for bevægelseshæmmede personer. Kontakt os gerne for information om mulighederne i forhold til dine specifikke behov.

FLYREJSEN
Flybilletter

Hos de fleste flyselskaber er flybilletter elektroniske (e-billetter).

Det er vigtigt, at du tjekker dit navn for stavefejl, da dit navn på reservationen skal stå nøjagtigt som i dit Hvis du har rettelser til dit navn, skal du kontakte os hurtigst muligt. Vær opmærksom på, at dette kan medføre et gebyr fra flyselskabet.

Sædereservation

Flyselskabet vil tildele dig en plads ombord på flyet ved check-in, hvis du har specifikke ønsker til placering i flyet, kan du på flyselskabets hjemmeside eller i deres app selv foretage en sædereservation. Vær opmærksom på, at de fleste flyselskaber kræver betaling for en sædereservation.

Det varierer, hvornår flyselskaberne åbner for sædereservation, men som hovedregel kan du booke sæder fra bookingtidspunktet og indtil 48 timer før afgang.

Vi gør desuden opmærksom på, at flyselskabet har fuld rådighed over alle sæder på flyet, og at de derfor altid har ret til at foretage ændringer på reservationen.
Laver du ikke en sædereservation inden afrejse, vil flyselskabet tildele dig en plads ved check-in.

Check-in

Ved check-in skal du bruge dit pas og din bookingreference, som fremgår af din rejseplan.

Vi anbefaler, at du downloader flyselskabets app på din telefon. I appen er der mulighed for online check-in, som typisk åbner 24 til 48 timer før afrejse. I appen kan du også holde dig opdateret om flyændringer og anden vigtig information om din flyrejse.

Bemærk venligst, at der kan være ændrede flytider i forhold til den rejseplan, du modtog ved booking af rejsen. Det er altid flytiderne i flyselskabets app eller på flyselskabets hjemmeside, der er gældende.

I lufthavnen

Vi anbefaler, at du møder op i lufthavnen senest 2 timer før afrejse. Du kan med fordel holde dig opdateret på lufthavnens hjemmeside for seneste opdateringer.

Bagage

Vi benytter mange forskellige flyselskaber til vores rejsemål. De nøjagtige regler for håndbagage og indtjekket bagage kan du tjekke på flyselskabets hjemmeside eller i deres app.

Hvis du flyver indenrigs i Kenya, skal du være opmærksom på, at det max er tilladt at medbringe 15-20 kg i den indcheckede kuffert samt max 5 kg i din håndbagage. Vær opmærksom på, at det som oftest ikke er tilladt at medbringe en trolley som håndbagage, da flyene ikke har plads i bagageboksene over sæderne.

Hvis man bærer f.eks. håndbagage synligt i plastikposer ved ankomsten til Kenya, vil man blive bedt om at aflevere dem. Dette inkluderer også plastikposer fra f.eks. ”Duty Free”.

Forsinket bagage

Skulle din bagage blive forsinket, skal du ved ankomst henvende dig til personalet i bagageområdet i lufthavnen og anmelde din manglende bagage.

Det er vigtigt, at du har din bagagekvittering, når du skal udfylde din PIR- rapport (Property Irregularity Rapport).

Vær opmærksom på, at du ikke må forlade bagageområdet i lufthavnen, før du har fået udfyldt rapporten.

I tilfælde af forsinket bagage beder vi dig kontakte vores samarbejdspartner, som vil sørge for, at din guide/chauffør venter på dig.

Flyforsinkelser eller aflysninger

Skulle der ske ændringer i forbindelse med din flyreservation inden afrejse, kontakter vi dig naturligvis med information om dette.

Opstår der flyforsinkelse efter check-in, er det flyselskabet, som har ansvaret for at ombooke din flyrejse. De vil typisk booke næste mulige afgang og sørge for eventuel forplejning og overnatning, hvis det skulle være nødvendigt.

Vores samarbejdspartner tjekker selv eventuelle ændringer i ankomsttidspunkter og vil naturligvis stadig vente på dig, også selvom dit fly skulle være forsinket.

Hvis en forsinkelse eller aflysning betyder, at flyselskabet ombooker dig til et andet flynummer efter, du er ankommet i lufthavnen, beder vi dig kontakte os på TourCompass’ nødnummer.

PÅ DESTINATIONEN
Immigration & told

Immigration :

Når du ankommer til din endelige destination, går du gennem immigrationen. Her tjekkes dit pas samt eventuelle indrejsepapirer og visum. Mange steder skal du afgive fingeraftryk, og der tages ligeledes et billede af dit ansigt til biometrisk genkendelse. Du kan også blive stillet spørgsmål om dine rejseplaner i landet og evt. adresse på dit overnatningssted.

Der skal udfyldes ankomst- og udrejseformularer. Husk kuglepen. Under punktet, hvor du skal udfylde adressen i Kenya, påfører du navnet på det første hotel/lodge, hvor du skal overnatte.

 

Told:
Når du er kommet gennem immigrationen og har samlet din bagage op, skal du gennem tolden. Har du intet at fortolde, kan du gå gennem ”nothing to declare”. Har du derimod noget at fortolde, er det vigtigt, at du går gennem ”declare”. Det er dit eget ansvar at tjekke, hvilke toldregler, der er gældende i det land, du rejser til.

Inden du forlader lufthavnen, skal al bagage scannes – også håndbagagen. Det er helt normal procedure i Kenya.

Ankomst

Ved ankomst bliver du mødt af en guide/chauffør, som står klar til at tage imod dig med et TourCompass-skilt.

Ofte står guiden umiddelbart uden for ankomsthallen i et område specielt for guider. Her kan der nogle gange forekomme lidt ventetid, inden alle gæster er ankommet.

Hvis ikke du umiddelbart kan få øje på guiden i Nairobi, så vent ved Paul’s Cafe (Terminal 1 A – KLM og Ethiopa Airlines) eller Costa Café (Terminal 1 E – Emirates, British Airways, Lufthansa og Turkisk Airlines)

Skulle du mod forventning ikke kunne finde din guide/chauffør, beder vi dig kontakte vores samarbejdspartner på deres nødnummer, som fremgår af dine rejsedokumenter.

Hotel check-in & check-out

Normal check-in er typisk kl. 14.00, og du kan derfor ikke regne med at få dit værelse før dette tidspunkt.

Ved check-in vil receptionisten oftest registrere dit kreditkort og muligvis reservere et beløb. Dette er ikke en ekstra udgift, men almindelig kutyme på hoteller for at sikre betaling af evt. forbrug fra minibar eller lignende. Ved check-out bliver beløbet automatisk frigivet, hvis du ikke har gjort brug af dette.

Det er meget normalt, at hotellerne tager en kopi af dit pas. Dette er nogle steder et krav fra de lokale myndigheder.

Ved afrejse er der normal check-out omkring kl. 10.00 . Skal du først rejse videre om eftermiddagen eller aftenen, kan du få opbevaret din bagage indtil, du skal afsted. Ønsker du i stedet sen check-out, kan du mod betaling bestille dette i forbindelse med booking af rejsen.

Rejseform og transport

Kørselsafstande

Nairobi – Amboseli: ca. 250 km, ca. 4-5 timer

Nairobi – Samburu: ca. 320 km, ca. 6 timer

Nairobi – Lake Naivasha: ca 110 km, ca. 3 timer

Samburu – Lake Naivasha: ca. 340 km, ca. 6-7 timer

Amboseli – Lake Naivasha: ca. 350 km, ca. 6-7 timer

Lake Naivasha – Masai Mara: ca. 250 km, ca. 4-6 timer

Masai Mara – Nairobi: ca. 265 km, ca. 6-7 timer

Mombasa – Tsavo: ca. 120 km, ca. 3 timer

Tsavo – Amboseli: ca. 290 km, ca. 4 timer

Amboseli – Tsavo: ca. 110 km, ca. 2 timer

Tsavo – Mombasa: ca. 280 km, ca. 5-6 timer

Husk, at alle afstande er ca. og tiderne ligeså, med forbehold for vejr-og førerforhold. Bemærk venligst, at vejstandarden i Kenya ikke kan sammenlignes med vejene i Nordeuropa.

 

Safari i 4-hjulstrukne Land Cruisers

Vi investerer løbende, sammen med vores samarbejdspartner i Kenya, i nye 4-hjulstrukne Land Cruisers, så alle vores gæster altid får den bedste safarioplevelse i Tourcompass’ egne biler.

De fleste biler er udstyret med strømudtag, så du kan oplade din mobil eller dit kamera, mens du kører (husk adapter), og der er adgang til Wi-Fi i alle bilerne, så længe signalet tillader dette – spørg din chauffør på turen. Der er ligeledes kikkerter til rådighed i alle bilerne.

Bilerne har mulighed for at åbne taget under safarien for bedre udsyn til de spændende dyr. Der kan være op til 5-7 personer i en Land Cruiser.

Der er mulighed for at reservere en privat Land Cruiser mod et tillæg. Kontakt os for at høre nærmere om dette.

I tilfælde af uforudsete forhold som f.eks. dårligt vejr, blokerede veje eller andet, kan det blive nødvendigt at ændre i rækkefølgen af sightseeingture og seværdigheder i dagsprogrammerne.

 

Brug for hjælp undervejs?

Vi har et 24-timers nødnummer, så du altid kan komme i kontakt med os, hvis der skulle opstå uforudsete hændelser undervejs på din rejse. Derudover får du også tilsendt telefonnummer og nødtelefonnummer til vores samarbejdspartnere på destinationen. I nogle tilfælde kan det være nemmest og hurtigst at kontakte vores samarbejdspartnere pga. tidsforskelle, hvis du f.eks. skulle havne i en situation, hvor din opsamling til en tur eller transfer er mere end 15 min. forsinket.

EFTER REJSEN
Ris & Ros / kontakt

Vi lever af glade gæster, og vi vil derfor meget gerne høre fra dig efter hjemkomst. Send os en mail på info@tourcompass.dk eller ring til os på tlf.: 89 93 43 89.

Afrika
Ingun H. Nikolajsen

Ingun er vores Afrika-specialist og har over 10 års erfaring med rejser i Afrika.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14