TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerHvornår er det bedst at rejse til Tanzania?

Hvornår er det bedst at rejse til Tanzania?

15.01.2018  |  opdateret: 06.03.2024
Vis alle indlæg

Elefanter på savannen i Serengeti
Tanzania er kendt som en af Afrikas bedste safaridestinationer, og på en Tanzania-safari kan du opleve et rigt og varieret dyreliv i landets smukke nationalparker.

Men hvornår er det bedst at rejse til Tanzania?

Læs med herunder og lær mere om Tanzanias vejr og dyreliv året rundt og find ud af, hvornår det er det bedste tidspunkt for safari i Tanzania for dig.

Bemærk: Denne guide er primært henvendt til dig, der skal på safari i Serengeti.

Tanzanias vejr

Serengeti

Tanzania ligger tæt på ækvator og har ikke vinter og sommer på samme måde, som vi kender årstiderne i Danmark. I stedet kan du opleve sæsoner med regntid og tørtid.

Tørtiden strækker sig fra juni til oktober, og der findes to specifikke regntider:

  • Den ”store” regntid fra april-maj.
  • Den ”lille” regntid i november.

Regntid betyder, at du kan forvente nogle kraftige, men ofte korte, regnbyger, der er med til at friske luften op.

Dagtemperaturen i Tanzania svinger i løbet af året mellem 22-28°C i gennemsnit, mens aftenerne er en smule køligere. Uanset hvilket tidspunkt på året du besøger Tanzania, kan du derfor regne med lune temperaturer.

Tanzanias dyreliv

Leopard i Serengeti

Tanzania byder på nogle af Afrikas bedste dyreoplevelser.

I det østafrikanske land lever ”The Big Five”: løven, leoparden, elefanten, bøflen og næsehornet – dog er sidstnævnte et sjældent syn. ”The Big Five” er en gammel jagtbetegnelse, der blev brugt som et udtryk for, hvilke dyr der er de sværeste og mest farlige at nedlægge.

Udover ”The Big Five” kan du opleve gnuer, zebraer, giraffer, geparder, flodheste, bøfler og mange andre fascinerende dyrearter. Serengeti byder desuden på et rigt og varieret fugleliv med mere end 500 fuglearter.

Serengeti nationalpark i Tanzania er tillige kendt for ”The Great Migration”, hvor op mod 2 millioner dyr, herunder gnuer, zebraer og gazeller, hvert år migrerer fra Serengeti i Tanzania til Masai Mara i Kenya i søgen efter frisk føde og vand.

Vejr og dyreliv året rundt

Tanzania kan besøges året rundt, og uanset hvornår du vælger at besøge det smukke land, så er du garanteret nogle fantastiske natur- og dyreoplevelser.

Men hvornår er egentligt det bedste tidspunkt til safari i Tanzania?

Alt efter hvad du gerne vil opleve, så er nogle perioder bedre egnet at besøge Tanzania i end andre – specielt hvis du gerne vil opleve the Great Migration.

November til marts: Gnuerne kælver – rovdyrenes paradis

Gnuerne kælver

November til marts er de varmeste måneder i Tanzania med gennemsnitlig dagtemperatur på 26-28°C.

Perioden starter med den ”lille” regntid og efterfølges af en mellemperiode med mindre regn. Det er en smuk tid med flotte grønne farver i området.

Månederne februar og marts er de bedste, hvis du vil opleve, at gnuerne og zebraerne kælver på Serengetis sletter. De nyfødte gnuer er ikke mange timer om at komme på benene, og du vil hurtigt kunne se dem gå rundt blandt resten af flokken. Når vi rammer slutningen af marts, er de sidste kalve kommet til flokken.

Ungerne er nemme byttedyr for de store rovdyr, f.eks. løver og leoparder. Hvis du er heldig, kan du også opleve rovdyrene på jagt.

November til marts er også et godt tidspunkt at opleve Serengetis fugleliv. De bosiddende fugle bygger rede, og mange fugle fra Europa og Nordafrika er også migreret til nationalparken i denne periode.

→ Besøg Tanzania i perioden november til marts, hvis du gerne vil opleve:

  • Gnuerne kælver i februar og marts, og deres unger bliver nemme ofre for rovdyr
  • Rigt fugleliv, hvor bosiddende fugle bygger rede
  • Årets varmeste temperaturer

April til første halvdel af maj: Regntid og ”intime” safarioplevelser

Regntid i Serengeti

Temperaturen i månederne varierer, men du kan forvente en gennemsnitlig dagtemperatur på omkring 23-25°C.

Den ”store” regntid ligger i april og i første halvdel af maj, og det er i disse måneder, årets største mængde regn falder. Du kan dog sagtens tage på safari på trods af regnen, så længe du er opmærksom på, at der kan komme kraftige regnbyger.

Regnen er med til at gøre naturen mere frodig. Og selvom dyrene har nemmere ved at gemme sig i det lange græs, så byder parken på en høj koncentration af dyr. Der er altså rig mulighed for at opleve Serengetis varierede dyreliv i den frodige tid.

Regnsæson er lig med lavsæson, og derfor er der færre besøgende i nationalparken i denne periode. Det betyder generelt lavere priser og mulighed for en mere ”intim” safarioplevelse.

→ Besøg Tanzania fra april til første halvdel af maj, hvis du gerne vil opleve:

  • Behagelige temperaturer med frodig, grøn natur og stor koncentration af dyr
  • Lavsæson, hvilket betyder lavere priser
  • Færrest besøgende, hvilket giver dig en mere ”intim” safarioplevelse

Sidste halvdel af maj til juli: the Great Migration helt tæt på

Serengeti juni

Fra slut-maj til juli falder temperaturen og du vil nu opleve dagtemperaturer på ca. 22-23°C i gennemsnit. Morgen- og aftentimerne kan være kølige, så medbring varmt tøj. Nedbøren er begrænset, og juli er årets tørreste måned.

I denne periode kan du opleve The Great Migration i området ved vores wild camps i den midt og vestlige del af Serengeti. Her befinder dyrene sig i en periode, før de bevæger sig videre mod den nordlige del af Serengeti.

Det tørre vejr giver støvede veje, der står i slående kontrast til det grønne landskab tidligere på året. Til gengæld vil du i denne periode opleve, at dyrene samler sig omkring de vandhuller, der stadig har vand, og de vil derfor være nemme at spotte.

Mange opfatter den tørre periode (indtil oktober) som værende et af de bedste tidspunkter til safari i Tanzania og Serengeti, fordi vejret er tørt og det er muligt at opleve migrationen.

→  Besøg Tanzania fra maj til juli, hvis du gerne vil opleve:

  • Årets tørreste måneder (med juli værende den tørreste måned)
  • The Great Migration i områderne omkring vores wild camps i den midt og vestlige del af Serengeti.
  • Dyr, der er nemmere at spotte

August til oktober: Gnuer kommer fra nord – føde til rovdyrene

loeve jager

Vejret bliver langsomt lunere og topper ved en gennemsnitlig dagtemperatur på omkring 23-25°C og op imod 27°C i oktober. Morgener og aftener kan dog stadig være kølige, så medbring varmt tøj.

På dette tidspunkt af året har det været tørt i en lang periode, og naturen er for alvor blevet gold. Det betyder, at dyrene i højere grad samler sig omkring de få vandhuller, hvor de stadig kan finde vand.

Vandringen kan i disse måneder opleves i den nordlige del af Serengeti tæt på Kenya. Dyrene vil i en kort periode vandre i Masai Mara Game Reserve (Kenya), før de igen fra september-november begynder at vandre tilbage til Serengeti. Du kan være heldig at opleve dyreflokken krydse Mara-floden.

Hvornår flokkene vender tilbage afhænger af regnen, og hvornår den falder.

Gnuernes vandring tilbage til Serengeti betyder, at der nu er meget føde til løver, leoparder, geparder og sjakaler, og hvis du er heldig, kan du opleve rovdyrenes jagt efter mad.

→ Besøg Tanzania i august til oktober, hvis du gerne vil opleve:

  • Behagelige temperaturer og minimal regn
  • Dyr, der er nemmere at spotte
  • The Great Migration, der begynder at vende tilbage mod Serengeti fra september-november

Det bedste tidspunkt for safari i Tanzania?

Bemærk, at ovenstående guide er vejledende og anbefalinger kan løbende ændre sig.

Blev du klogere på, hvornår det er bedst at rejse til Tanzania? Hvis du vil være sikker på, at du kommer afsted på et tidspunkt, der er bedst for dig, så tag en snak med vores rejsekonsulenter. De har stor erfaring med at guide folk i at vælge den rigtige tur og afrejsetidspunkt.

Se vores rejser til Tanzania herunder:

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende