TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE

Stammer i Afrika

03.07.2018
Vis alle indlæg

Masai

Røde dragter, okkerfarvet hår og farverig hovedbeklædning.

Det er bare nogle af de kendetegn, forskellige afrikanske stammer har.

Lige så mange udseendemæssige forskelligheder stammerne har, lige så mange traditionelle forskelle er der mellem dem. Nogle stammer har særegne spytritualer, andre danseritualer, mens andre igen har ritualer omkring giftermål.

Tag et smut med til de bjergtagende stammers Afrika!

Mød de afrikanske stammer

I Afrika findes der omkring 3.000 stammer, der taler mere end 2.000 forskellige sprog.

Den afrikanske befolkning har gennem tiden været præget af store forandringer. Nogle stammer er uddøde, mens andre har slået sig sammen, er splittet op eller er opstået pga. koloniseringen af kontinentet.

I Afrika kan du med egne øjne opleve flere forskellige grupperinger af de fascinerende stammefolk.

Læs med her, og bliv klogere på seks forskellige stammefolk fra Afrika, der alle har individuelle kendetegn og ritualer.

Stammedans hos San-folket

San

San-stammen er, ifølge nogle eksperter, et af verdens ældste folk og højest sandsynligt de første beboere i den sydlige del af Afrika.

San-folket har levet som jægere i mange tusind år. En integreret del af jægerkulturen er healingdansen. Og skikken forløber gennem en hel nat.

Landsbyens ældre og healere danser om bålet, mens de chanter og tager dybe vejrtrækninger, indtil de når trancestadiet. Seancen overværes af hele landsbybefolkningen, og trancen kan udløse kontakt med afdøde eller kurere sygdom.

I dag er der ca. 100.000 tilbage i San-stammen, som også kaldes for bushmen. De kan kendes på den karakteristiske klikkende lyd, når de taler.

Stammen lever i flere forskellige afrikanske lande, heriblandt Namibia og Sydafrika.

De farvestrålende zuluer

Zulu

Det største folkeslag i Sydafrika er zuluerne, men sådan har det ikke altid været.

Zuluerne stammer nemlig fra det østlige Afrika, men kom til Sydafrika under en migration for mange hundrede år siden.

Zuluerne er en del af den gruppe af stammer, der taler Bantu-sproget. Bantu-talende stammer har tradition for, at gommens familie forhandler brylluppet i hus med brudens familie. Traditionen kaldes for lobola.

Nelson Mandela skulle efter sigende have givet 60 køer i brude-lobola til sin kommende kone, Craca Machels, familie.

Et af kendetegnene ved denne stamme er perler i alverdens farver, udskårne ting og kurve. Men det traditionelle tøj bærer de kun ved særlige livsbegivenheder, herunder bryllup og død.

De østafrikanske masaiers spyttradition

Masai og geder

Masaierne holder til i de østafrikanske lande, Tanzania og Kenya.

Når man ser dem, er man er ikke i tvivl. Det røde tøj, kaldt shuka, de piercede øreflipper og farverige ornamenter er alle sammen kendetegn for masaierne. Stammen taler Maa, mens mange dog også kan Swahili.

Masaierne er kendt som hyrder og krigere, men de passer på de vilde dyr. De lever nemlig kun af geder, får og kvæg.

Stammen har en meget speciel tradition. De spytter. Et spyt betyder nemlig velsignelse, og er et gennemgående tema livet igennem. F.eks. bliver der spyttet på spædbørn med ønsket om et godt liv. Stammefolket mener desuden, at spyt fortæller meget om en person.

Den rødhårede Himba-stamme

Himba

I det nordlige Namibia bor Himba-folket. Kvinderne i stammen har et meget berømt udseende: deres røde, tykke hår og deres teint.

Denne særegne farve kommer fra en pasta lavet af smør, okker og fedt. Pastaen kaldes for otjize og påføres hver dag på såvel hud som hår. Påførelsen handler alene om udseende for kvinderne, og derfor ikke om hverken sol- eller insektbeskyttelse, selvom cremen beskytter mod det. Mændene fra Himba-stammen bruger ikke pastaen.

I dag er der mellem 20-50.000 himbaer tilbage. De er kvægopdrættere, men lever mest af grød, der er lavet på majsmel.

Hver dag har de ild i bålstedet. Den såkaldte hellige ild, okuruwo, er et symbol på stammens forfædre. Desuden bruger de ilden som et redskab til meditation med guden Mukuru.

De frie Hadzabe-stammefolk

Hadzabe

I Tanzania lever hadzabe-stammen, nærmest som den har levet i omkring 10.000 år.

De dyrker ikke selv afgrøder, men lever af det, de kan finde i naturen. Mere præcist lever de omkring 1.000 tilbageværende fra hadzabestammefolk i huler nær Eyasi-søen tæt på Ngorongoro og Serengeti i Tanzania.

Stammefolket bryder sig ikke om at binde sig. De giver sig hen til hinanden, når de i en længere periode har sovet omkring samme bål. Men hvis de ikke vil danne par længere, går de. Så enkel er tosomheden – eller det modsatte.

I stammen er opgaverne fordelt. Børn og kvinder finder føde som bær, rødder og frugt, mens mændene finder honning og jager.

Nogle af de vigtigste redskaber, de har, er noget til at lave mad i, en kniv og bue og pil. Hvis de bare har det, kan de klare dagen og vejen. Buen og pilen laver de selv af sener fra f.eks. giraffer og pilen bliver dræbende pga. ørkenrosens gift.

De kongelige dansere fra Swazi-stammen

Swazifolket i Sydafrika

I den sydøstlige del af Afrika holder Swazi-stammen – også kendt som Swati – til. Stammen, der taler Bantu-Nguni-sproget, bor i Sydafrika og Swaziland, og var i begyndelsen en del af Ngunistammen.

Et af de særlige kendetegn ved stammen er, at de danser den såkaldte rørdans, der danses i 8 dage. Dansens primære formål er at hylde dronningen og bevare singlekvinders uskyld. De har også andre danse, f.eks. regndans. Med de spektakulære danse, er det ikke underligt, at de er kendt som den kongelige dansestamme.

Swazistammen går meget op i at holde fast i traditioner som dansen, men klynger sig også til traditionelle ceremonier, religiøse overbevisninger og helbredelsesmetoder.

Udseendemæssigt er det farverne, der er i fokus, når det gælder stammens beklædning. Og tøjet er ikke ens. Hvis du er en 3-8-årig dreng, har du et stykke skind på, mens du som pige bærer en græsnederdel eller et stykke stof og har en perlekæde på. Ugifte voksne mænd bærer et skind og perlaornamenter, mens ugifte kvinder har en stofkjole på og opsat hår i en knold.

Vil du gerne opleve Afrikas stammer?

Hvis du gerne vil opleve en afrikansk stamme, er der gode muligheder for det på vores rejser.

Alt efter, hvor din rejse går hen, er der forskellige stammer, du kan møde.

Kontakt vores rejsekonsulenter.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende