Rejseberetning fra Kilimanjaro: Wow, det var det hele værd

I juni 2018 besteg Jude Kilimanjaro via Lemosho-ruten. Herunder kan du læse om hendes oplevelser fra turen.

Starten

Dagen inden vores afrejse mødte vi en englænder i Springlands hotel, som netop havde foretaget bestigningen, og han ønskede os held og lykke med et blink. Han sagde opmuntrende, at det havde været en fantastisk erfaring for ham, men ”never again”. Hmmm, man bliver lidt usikker, når man hører det, men vi blev igen hurtigt bevidste om, at vi gik et stort eventyr i møde. Jeg følte det som et privilegium at kunne foretage denne flotte tur, følte mig i form og forberedt. Dagen inden starten blev vi præsenteret for vores to guider, og vi fik oplysninger om turens forløb og de sidste praktiske tips.

De første dage forløb ganske let, og jeg skulle vænne mig til det ”langsomme” vandretempo; ”pole pole”. Egentlig var det også dejligt, at vandre i et lavere gear og finde en indre ro. Vi fik mulighed for at beundre den smukke regnskov og månelandskabet, og lære vores øjne at spotte aber.

Ankomst i lejren

Ved ankomsten i lejrene havde bærerne allerede sat vores telte op. Der stod varmt vand klar, så vi kunne vaske os, og vi fik noget at spise og drikke. Der var i øvrigt ingen mangel på dette; varm the, kaffe eller energy drink, frugt, popcorn eller chips og store portioner aftensmad, frokost og morgenmad. Jeg havde for en sikkerheds skyld taget nødder, tørret frugt og myslibars med, men jeg har slet ikke rørt ved to tredjedel af det.

Min første udfordring

Dag 4 var en krævende dag, hvor vi gik over en enorm slette med masser af vind og derefter ankom i en højde på 4.500 meter ved ”lava Tower”. Der skulle vi spise frokost og derefter gå videre (nedad). I en højde på 4.300 meter følte jeg mig godt tilpas, men lidt efter fik jeg en rigtig hovedpine og kvalme: symptomer på højdesyge. Jeg var glad, da vi forsatte turen og kom til den endelige Baranco-lejr i 3.900 meters højde, så jeg kunne gå direkte ind i teltet og ligge ned. Efter at have ligget ned i to timer følte jeg mig godt tilpas, og jeg kunne bese lejren.

Baranco wall

Vi så allerede Baranco Wall ligge på afstand, og det var næste dags udfordring. Jeg syntes, at det var et rigtigt sjovt stykke, selv om jeg ikke så frem til at ”klatre med hænder og fødder” på grund af mit skadede håndled; men det gik helt fint. Det føltes sejt at gå opad langs klippevæggen, og det gav turen en ny dimension. Efter 1,5 time kom vi til enden af klippevæggen, og resultatet var forbløffende. Først så vi kun tåge, men pludselig ”blev gardinet trukket fra”, og vi kunne se et strålende bjerg, dækket med sne.

Pragtfuldt som solen skinnede på dette overvældende bjerg, og betydningen af ”Kilima jaro” på Swahili/Masai ”strålende bjerg” var tydelig. Motiveret af bjergets pragt, og fordi jeg igen følte mig godt tilpas, havde jeg tiltro til at nå toppen.

Det sidste vanskelige stykke

Det føltes som et højdepunkt at nå Barafu-lejren: den sidste basecamp inden toppen. Kun 4,3 km fra Stella point og 5 km fra Uhuru peak. Antallet af timer som var afsat til disse ”kun 5 km” siger tilstrækkeligt: 7 timer. Denne bestigning til toppen ville blive vanskelig …

Vi sov om eftermiddagen og aftenen, så vi kunne starte udhvilede kl. 00.00 med ”bestigningen” i mørket med hovedlamper på. Det var anbefalet at have mindst 4 lag tøj på, fordi det ville blive meget koldt. Drikkevand i camelbags ville fryse. Som den frossenpind jeg er, havde jeg taget dette meget seriøst, men efter en times vandring havde jeg det alt for varmt. Som følge af højden (mindre ilt) og fysisk anstrengelse kunne jeg mærke, at min krop var på hårdt arbejde: højt, hurtigt åndedræt og absolut ikke kold.

Efter fire timers vandring følte jeg desværre, at jeg igen fik symptomer på højdesyge. Til trods for diamax-piller, masser at drikke og langsom vandring, fik jeg alligevel gener igen. Efter fem timers vandring opad, hvoraf nogle timer var igennem sne med crampons på (i øvrigt rigtigt sejt), nåede vi frem til Stella point. Det var lige til tiden, for jeg havde en ”ordentlig hovedpine”, havde kvalme, og jeg tvivlede på, om jeg kunne fortsætte. Jeg vidste, at det kun var en times vandring fra Stella point, og at det var ganske fladt. Så jeg måtte holde ud lidt endnu! Without the sour the sweet aint as sweet, ikke? Da jeg havde kastet op en gang (med entusiastisk bifald fra guiderne, som lovede at jeg garanteret ville føle mig bedre tilpas nu) fortsatte jeg klatringen.

Og wow, det var det hele værd: hvilken herlig præstation, følelse af stolthed og milepæl at stå på toppen af dette strålende bjerg.

Hilsen Jude, TourCompass