Rejseberetning fra Tanzania: Osiligilai Maasai Lodge

I marts 2019 besøgte vores Afrika-ekspert, Winnie, Osiligilai Maasai Lodge i Tanzania, hvor hun kom helt tæt på masai-kulturen.

Klokken er godt kvart over seks, da jeg kan høre Martha pusle uden for min hytte. Madame, siger hun – jeg kommer med din kaffe. Jeg takker glad og tager imod vand, kaffepulver og kop. Jeg har sovet med døren åben, og bag hende kan jeg ane konturerne af Mount Kilimanjaro, som langsomt kommer til syne i det første spæde morgengry.

Jeg er på Osiligilai Maasai Lodge, som ligger godt to timers kørsel fra Moshi i Tanzania. Jeg kom i går, og sjældent har jeg set noget så smukt. Landskabet er nærmest højland. Bart med lave buske, mange sten og gyldent-grønt græs. Her er fladt, men i udkanten af landskabet rejser bakker og bjerge sig op – på den ene side majestætiske Kilimanjaro og på den anden side Mt. Meru.

Undervejs hertil kørte vi forbi små masai-landsbyer. Ungerne løb efter bilen, og vinkede alt hvad de kunne. Geder blokerede vejen, og på bakketoppene kunne vi her og der ane omridset af enkelte masaier, der måske – som mig – også var faldet i staver over udsigten.

Masai-lodgen her er bygget af en gesjæftig masai, som har store drømme for sit folk. Som han sagde, da jeg talte med ham; hvis vores køer dør, fordi det ikke regner, så dør vi også. Vores børn skal gå i skole – og vi skal lære, hvordan vi overlever på en anden måde uden nødvendigvis at give køb på vores kultur og vores traditioner. Så han samlede pengene sammen og byggede denne lodge, hvor han nu tager imod gæster som mig. Her kan du komme helt tæt på masai-kulturen – uden at gå på kompromis med komforten. Her er både pool og sauna, og de 11 hytter har alle toilet og rindende (varmt!) vand til brusebadet.

Da vi ankom, blev vi modtaget med sang og dans. Masaierne er et glad folkefærd. De smiler meget, og der er enormt meget energi i deres dans. De kan hoppe vanvittigt højt – nærmest som om, de har en stor fjeder i hvert underben. Nåh ja, og så lærte vi, at man ikke rigtig må komme ind i en masai-landsby, før man har drukket ko-blod. Som den unge masai sagde; hvis man er vegetar, er det ok, man ikke smager, men det er bedst, at alle drikker lidt, for det er traditionen. Jeg overvejede meget kraftigt at blive vegetar for bare det ene døgn, men endte alligevel med at tænke; ”When in Rome” og tog nogle slurke af den kolde, blodrøde væske, der blev hældt op til mig. Således velkommen blev jeg vist til min masai-hytte.

Min begejstring var nærmest barnlig.

Jeg bor i en rund hytte lavet af ler/mudder med stråtag. Der er en trædør, og midt i værelset står en seng med de smukkeste røde sengetæpper og puder. Det står i skærende kontrast til lerhytten. Bag en halvmur viser Martha mig træk-og-slip toilettet og bruseren. Ved ankomsten gik rundt i hytten i halvmåbende tilstand. Ikke blot er her vand og toilet, men ned fra loftet hænger flere hundrede perlesnore med runde pyntefiduser for enden – alle i forskellige farve, mønstre og størrelser. Man går ind i dem, når man går rundt i hytten. Det er totalt upraktisk, men jeg ved allerede, at sådan nogle skal jeg have på terrassen derhjemme – og jeg ved, at det ikke bliver uden kamp med min bedre halvdel…. Her er enormt hyggeligt – og fra sengen er der altså udsigt til Kilimanjaro.

Vi bliver budt på kaffe til at skylle ko-blodet ned med, og så er der spydkastning – igen er der masser af dans og hop og store smil. I gamle dage gik det ud over en løve, men masaierne dræber ikke længere løver, så de unge mænd kaster sig ivrigt over at slå en stor træstub ihjel. Da den er forsvarligt nedlagt står solen efterhånden så lavet på himmelen, at det er tid til ”sundowner”. Vi bliver ledt af små stier gennem det høje græs op på en høj med den mest fremragende udsigt til landskabet, Kilimanjaro og Mt Meru.

Med mere dans, snacks og en kold øl står vi i den lune aften og ser solen gå ned bag Mt Meru. Her er vanvittigt smukt og så langt øjet rækker er det græs, små bakker og de smukkeste farver af lilla, rødt, gult og orange – solen giver os et flot lysshow denne aften.

Da det er blevet mørkt, bliver vi budt på endnu en ægte Masai-delikatesse; ged stegt over bål. Jeg spiser normalt ikke engang lam, men eftersom jeg jo nu er begyndt på princippet med ”when in Rome” (og de siger, de har slagtet den stakkels ged kun for min skyld!), tager jeg pænt imod de lunser ged, jeg bliver budt. Det smager usandsynligt meget af ged, og det er omtrent lige så drøjt at tygge i som et stykke tyggegummi. Jeg skal ikke være bleg for at indrømme, at da der – til køkkenpersonalets store fortvivlelse – pludselig lusker en kat rundt om benene på os, kan det muligvis godt være fordi, jeg har ”tabt” lidt ged på jorden. Heldigvis er mine medrejsende pjattet med stegt ged, så de guffer det meste, mens jeg glæder mig til den tre retters menu jeg ved, der venter mig bagefter ?.

Således mæt af oplevelser og mad går jeg til ro i min masaihytte, hvor jeg sover som en baby, indtil Martha vækker mig med kaffen.

Jeg springer ud af sengen, tager min shuka (et typisk masai-tæppe) om mig og sætter mig ud på min lille terrasse. Foran mig ligger Kilimanjaro i al sin vælde. Solen er på vej op, og pludselig skinner den lige på toppen af bjerget. Jeg får helt kuldegysninger og tænker på alle de klatrere, der er stået op midt om natten og netop nu står på toppen ved Uhuru Peak og ser på den samme sol som jeg.

Jeg er super privilegeret og har rejst vanvittigt meget. Jeg har set solen stå op over Uluru i Australien, set en solopgang fra toppen af Table Mountain i Cape Town, jeg har set midnatssolen stige op af en sø i det nordlige Sverige. Jeg har set den farve Grand Canyon rød i det første sprøde morgenlys og set den kaste sine stråler på Andesbjergene. Denne morgen med udsigt til Kilimanjaro – på Osiligilai Maasai Lodge – med kaffe i koppen; denne morgen er nu med på listen over magiske solopgange.

Det eneste problem er, at kaffen smager af ged!!

Winnie, TourCompass