Rejseberetning fra Kilimanjaro: Lemosho-ruten

I juni 2018 besteg Sofia Kilimanjaro. Læs, hvordan hun oplevede turen, herunder.

Efter at have forberedt mig i fire måneder med alt fra lange gåture til indkøb af udstyr var det endelig blevet tid til at tage afsted midt i juni.

Vi ankom til Tanzania fredag aften efter at have rejst hele dagen. Vores bestigning skulle starte søndag morgen, så vi havde god tid både til at forberede os og til at slappe af og samle kræfter. Dagen før bestigningen mødtes vi med vores guider, som gav os nyttige oplysninger og hjalp os med at tjekke, om vi havde alle de nødvendige ting, og vi lejede det sidste udstyr.

Om morgenen gik det løs – nu startede vores eventyr! Jeg havde aldrig prøvet noget lignende, men havde hørt og læst historier om andre, som havde besteget Kilimanjaro (du skal ikke tro på alt, hvad du læser). Den første dag føltes godt, selvom det var svært at sove på en tynd madras, og nætterne var kolde. Lemosho er en af de længere ruter og tager otte fantastiske dage.

Man får en helt uforglemmelig naturoplevelse. Gaten ligger i regnskoven, hvilket betyder, at man går gennem tæt skov på stier med masser af lyde omkring sig. Man ser ikke så mange dyr, men man er ikke i tvivl om, at de er der. Efterhånden som dagene går, ændrer landskabet sig til mellemhøje buske, og til sidst kommer man til det, som kaldes månelandskabet. Det vil sige helt lave buske, som knap når dig til knæene. Bærerne suser forbi hver dag – de skal nå frem til næste lejr før os for at sætte telte op, lave mad osv.

Maden er så lækker, og alt er virkelig professionelt. Der er tænkt på alle detaljer, og vi føler os hele tiden trygge. Guiderne passer godt på en og måler både blodtryk og syreniveau i blodet hver aften med en lille måler, som man sætter på fingeren.

Inden man når basecamp, er man oppe at vende højder på op til 4.600 meter et par gange, for at kroppen kan vænne sig til det.

Basecamp, som er stedet, hvor man slår lejr på dagen/aftenen, inden man tager det sidste stykke op til toppen, ligger i 4.600 meters højde. Herfra skal man op til 5.895 meter, og det foregår om natten, for at man kan nå toppen i tide til at se solopgangen.

Vi blev vækket kl. 23 og fik te, kiks og popcorn og en time til at gøre os klar. Ved midnat begyndte vi at gå, og det var virkelig hårdt. Det første stykke er på sten og grus, det var okay, men man kunne mærke højden, og energien bliver lynhurtigt brugt op. Man er nødt til at spise noget mindst hver time (tag mange energibarer og nødder med – de er guld værd). Da vi kom højere op, lå der sne og is, og terrænet var ujævnt. Pauserne var meget korte pga. kulden. Halvvejs oppe tænkte jeg, at det her klarer jeg aldrig. Så tilbød min guide at bære min rygsæk – den føltes i øvrigt sindssygt tung, som om man havde en 10 kilo tung sten på ryggen, men i virkeligheden vejede den højst 3 kg. Hvis han ikke havde taget den, ved jeg ikke, om jeg havde klaret det.

Højdesyge fik jeg aldrig, og da vi nærmede os Stella Point, fik jeg masser af energi. Da havde vi gået i 5 timer og begyndte at nærme os målstregen. Der var kun en time tilbage. Her begyndte min veninde dog at få det dårligt. Jeg tror, at hun kastede op ca. fem gange, før vi endelig nåede toppen. Det sidste stykke var let terræn. Der var sne, men jævnt og fint, og solen begyndte at stå op. Jeg følte mig helt høj. Sikken følelse at være helt deroppe og se solen, som langsomt steg op over bjerget. Jeg fik helt ny energi og begyndte at tage en masse billeder. Min veninde havde det ret dårligt, men til sidst fik jeg hende på benene, og vi fik taget nogle billeder sammen.

Det var virkelig hårdt at komme op til toppen, men jeg klarede det og er så stolt. Jeg ville virkelig ikke have været foruden denne oplevelse – det var hele besværet værd.

Om jeg ville gøre det igen? Lige da jeg kom hjem, var svaret ‘aldrig’, men nu da der er gået lidt tid, vil jeg nok sige ’måske’.

Sofia, TourCompass