TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerRejseberetning fra Sydafrika: En uforglemmelig rejse

Rejseberetning fra Sydafrika: En uforglemmelig rejse

05.12.2016
Vis alle indlæg

Læs rejsebrevet fra Mette og Martin, der var på vores rejse ”Safari i Sydafrika kombineret med Cape Town” i 2016

Vi er nu hjemvendt fra Sydafrika, men sommerfuglene i maven flakser stadig. For rejsen var fuld af fascinerende oplevelser, som vi kommer til at mindes hele livet!

Sydafrika 1 -r

Allerede fra vi ankom til Pestana Kruger Lodge, fik vi ikke alene en varm velkomst af det søde personale, men også af elefanter, flodheste, impalaer, bavianer og krokodiller. Vi havde svært ved at tro vores egne øjne – men de vilde dyr, som vi ellers kun kender fra Zoologisk Have og dyreprogrammerne i TV, gik frit rundt lige neden for vores altan. Det er vist, hvad man kan kalde for ”A room with a view”!

Allerede på den første dag mødte vi safariens superstjerner

Sydafrika 3 -r

Herefter fulgte et par eventyrlige dage i den smukke sydafrikanske natur, hvor vi bogstavelig talt oplevede livet i bushen på forreste række – både til fods, hvor vi bl.a. lærte at afkode dyrespor, og på farten i en specialbygget jeep, der nærmest lignede et amfiteater, så alle i bilen havde det perfekte udsyn.

Og wauw, hvilket udsyn! Kruger Nationalpark viste sig at være et eldorado af vilde dyr. Allerede på den første dag mødte vi safariens superstjerner: ’The Big Five’ – løven, leoparden, næsehornet, elefanten og bøflen. Vores guide var virkelig dygtig til at spotte dyrene og hendes imponerende viden og smittende humor gjorde oplevelsen både interessant og underholdende!

elefanter

Det mest fascinerende var især, hvor tæt på vi kunne betragte dyrene i deres naturlige omgivelser. Vi så bl.a. en løvemor med unger, som delte et nedlagt vildsvin; vi holdt få meter fra to græssende næsehorn, så vi kunne høre deres gumlen og gnasken; og vi mødte en stor flok elefanter, hvor en lille unge fjollede rundt og fik os alle til at grine. Og så sprang vores hjerter et ekstra slag, da vi holdt ansigt til ansigt med en stor hanløve, der brølede så højt, at det måtte kunne høres over flere kilometers afstand!

Alle vores drømme om en uforglemmelig rejse gik i opfyldelse

Sydafrika 5 -r

Finalen på rejsen blev et par skønne dage i Cape Town, der med god grund anses for at være verdens smukkeste storby. Vi blev helt bjergtaget af de mange spektakulære naturscenarier – majestætiske bjerge, smukke strande og blomstrende haver, der fik os til at mistænke, at Moder Natur vist har været særligt gavmild på disse breddegrader!

Derudover er byens historie et spændende kapitel i sig selv. Vi besøgte bl.a. Robben Island, hvor Nelson Mandela sad fængslet i 18 år. Her blev vi vist rundt af en tidligere indsat, hvis personlige historie gjorde oplevelsen endnu mere tankevækkende. Med hans ord ændrede fængslet sig fra ’blot’ at være en historisk kulisse til at vi kunne føle, hvordan det må have været at sidde indespærret og isoleret på denne rå, golde ø.

Tusind tak til alle TourCompass´ søde, seje, sjove og professionelle medarbejdere, der virkelig sørgede for, at alle vores drømme om en uforglemmelig rejse gik i opfyldelse!

Mette og Martin

TourCompass– Kom helt tæt på!