TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerRejseberetning fra Kenya: Chui er leopard

Rejseberetning fra Kenya: Chui er leopard

02.11.2018
Vis alle indlæg

Vores kollega Winnie fortæller herunder om sine oplevelser i Kenya, oktober 2018.

leopard, kenya

Jeg når lige at høre det magiske ord over radioen, inden min guide og chauffør råber ”hold fast”.

Chui.

Det går over stok og sten ad Masai Maras hullede og bumlede veje. Jeg holder fast med arme og ben, og ved et særlig stort hul tager guiden farten lidt af bilen og manøvrer den behændigt udenom hullet, mens han spørger, om jeg er ok deromme i bag – og om det er ok, at vi kører lidt hurtigt. Yes, jeg er helt ok – og yes, det er helt ok, at du har fart på.

leopard
Jeg kender ikke ret mange ord på swahili. Karibu betyder velkommen. Asante betyder tak – asante sane er mange tak. Jambo betyder hej, og hakuna matata – ja, hakuna matata kender vi vel alle. Simba er løve, duma er gepard, twiga er giraf og chui?

Chui er leopard.

Leoparden er ubetinget min absolutte yndlingsdyr over dem alle på safari i Afrika. Jeg elsker dens smukke pels, dens lange hale, dens brede muskuløse nakke, som gør, at den kan hive sit byttedyr med op i træet, mens de opportunistiske løver sidder nedenunder træet og surmuler. Jeg elsker, at den findes overalt – men at den er sky, så man er superheldig, hvis man ser den. Jeg elsker dens lysende øjne, og den overlegne gang. Den går så fint på sine trædepuder. Løver trasker mere afsted. Leoparden nærmest svæver gennem verden.

leopard

En ting har leoparder og løver åbenbart tilfælles; de kan ikke fordrage af få deres poter våde af morgenduggen. Så da vi når frem til de 4 andre biler, som holder ved dyret, finder vi den siddende midt på vejen. Min chauffør ved, hvad han laver, så han parkerer også midt på vejen godt 60-70 meter fra leoparden. Og ganske rigtig; efter få minutter rejser den sig, og glider hen mod os. Lige forbi vores bil. Den er så tæt på, at hvis jeg stikker hånden ud af vinduet, rører jeg ved den (det gør jeg dog ikke, for den ser mig altså som et led i dens fødekæde…). I guder, hvor er den smuk!

Det er muligt, at løven er dyrenes konge, men i mine øjne er det altså leoparden, som er majestæten.

/Winnie, TourCompass