TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE

Overnatning: Uganda

Gorilla Safari Lodge

Bwindi Impenetrable Nationalpark

Blot få minutters gang fra Rushaga-porten ind til Bwindi Impenetrable Nationalpark finder du den stemningsfulde Gorilla Safari Lodge på en grøn bjergside. Lodgens beliggenhed på en skråning giver den en flot udsigt over skoven og dens bjerge.

Lodgen består af 16 rummelige hytter, der giver dig de perfekte rammer til at slappe af efter en spændende dag med gorilla-tracking. Alle hytterne har eget badeværelse og privat balkon med en fantastisk udsigt over den uspolerede tropiske regnskov.

I den største hytte befinder lodgens restaurant og bar med loungeområde sig. Her kan du nyde din velfortjente bid aftensmad, mens du tænker tilbage på din begivenhedsrige dag i skoven. Du kan også forkæle dig selv med en omgang massage eller sætte dig ud til den lille bålplads med udsigt over skoven.

Der er gratis wi-fi i lodgens restaurant og bar.

Pris for opgradering fra Haven Lodge/Ichumbi Lodge, 2 nætter:
Deluxe Room Pr. person fra:  2.050 kr.

Haven Lodge

Bwindi Impenetrable Nationalpark

Lige over for Bwindi Impenetrable Nationalpark i det vestlige Uganda finder du den skønne Haven Lodge. Beliggenheden på en skråning lige over nationalparken giver lodgen en enestående udsigt over parken.

Fra lodgens loungeområde og restaurant er der rig mulighed for at nyde udsigten, mens du indtager lækre retter tilberedt af ugandiske kokke, der fusionerer det afrikanske køkken med det internationale på basis af lokale råvarer. Lodgens restaurant pakker desuden en madpakke til dig, som du kan tage med og spise på turen, når du skal på gorilla-tracking.

Efter en lang dag på udkig efter gorillaer kan du forkæle dig selv med en afslappende omgang massage i lodgen eller slappe af, mens du tænker tilbage på din begivenhedsrige dag.


Ichumbi Lodge

Bwindi Impenetrable Nationalpark

I udkanten af Bwindi Impenetrable Nationalpark, kun 10 minutters gang fra parkens Rushaga-port, ligger den hyggelige Ichumbi Lodge på en frodig bjergside beklædt med prydende planter og træer.

Alle værelserne er udstyret med privat balkon, hvorfra du kan betragte det frugtbare landskab med Bwindi-skovens grønne træer. Der er desuden privat badeværelse med hårtørrer til hvert værelse.

Hovedbygningen med restaurant, bar og loungeområde er placeret på toppen af skråningen og giver dig ikke blot en billedskøn udsigt, men også masser af ren, frisk luft fra skoven og dens mange træer, mens du får dig en bid mad. Fra hovedbygningen går en sti, som fører dig direkte til Rushaga-porten og ind i nationalparken.


Mahogany Springs Lodge

Bwindi Impenetrable Nationalpark

På grænsen til Bwindi Impenetrable Nationalpark, lige ved siden af en lille flod, ligger den charmerende lodge Mahogany Springs. Lodgen er den perfekte base til dit gorilla-tracking-eventyr, da den ikke bare har en pragtfuld udsigt over skoven, men også giver mulighed for at stå ansigt til ansigt med en gorilla, da disse fredelige skabninger gerne besøger lodgen fra tid til anden.

Lodgens rummelige stråtækte hytter i traditionel afrikansk stil har alle sammen myggenet over sengen, privat badeværelse med fine terrakottadetaljer og egen balkon med udsigt over den frodige skov.

Til hovedbygningen hører en stor panoramaterrasse, der strækker sig hele vejen langs bygningens forside, hvorfra du kan nyde udsigten over skoven, mens du lytter til skovens fugle og den rislende flod. Herude blandt naturens afslappende lyde kan du også spise din morgenmad og aftensmad eller drikke din eftermiddagste, eller du kan vælge at spise indenfor i varmen fra pejsens glødende ild. Morgenmad, frokost, eftermiddagste og aftensmad er inkluderet.

Efter aftensmaden kan du sætte dig og slappe af ved pejsen med en god bog eller et brætspil, eller du kan slå dig ned i en af sofaerne på terrassen og kigge ud over skoven.

Der er gratis wi-fi i lodgens hovedbygning.

Pris for opgradering fra Haven Lodge/Ichumbi Lodge, 2 nætter:
Deluxe Room Pr. person fra:  2.400 kr.

2 Friends Beach Hotel

Entebbe

Blot 10 minutters kørsel fra lufthavnen i Entebbe ligger det hyggelige 2 Friends Beach Hotel. Med sin beliggenhed lige ud til Victoriasøen har hotellet en smuk udsigt over søen og den omkringliggende frodige natur.

Hotellet består af blot 16 værelser, hvilket er med til at give det en dejligt hjemlig og intim atmosfære. Alle værelserne er smukt indrettet med farverig kunst på væggene, dekorative møbler og elegante myggenet over alle sengene. Hvert værelse har desuden privat badeværelse, TV og wi-fi.

Midt i hotellets hyggelige lille have ligger den udendørs swimmingpool blandt palmetræer og små buske. Her kan du tage dig en forfriskende dukkert eller slappe af på en af liggestolene, mens du nyder en kølig drink fra hotellets lille bar.

Fra restauranten, der ligger helt ned til søens bred og hotellets private strand, kan du tage dig en bid af den lækre mad og sippe af din drink, mens du nyder den lette brise og den storslåede udsigt over søen.


Mihingo Lodge

Lake Mburo Nationalpark

Lige ved siden af Lake Mburo Nationalpark finder du den skønne Mihingo Lodge på skråningen af et bjerg dannet af granit for mere end 500 millioner af år siden. Med sin høje beliggenhed har lodgen en spektakulær udsigt over parken.

Fra lodgens swimmingpool kan du nyde den fantastiske udsigt over dalen nedenfor, hvor bøfler, impalaer, vortesvin, zebraer og flere andre af savannens dyr gerne samles ved vandhullet. På klippesiden kan du også være heldig at spotte en af de sjældent sete klippespringere, der hører til dér.

Også i lodgens hyggelige stråtækte restaurant på toppen af bjerget kan du betragte de prægtige dyr ved vandhullet og nyde de storslåede solnedgange over parken, mens du indtager en af de lækre retter lavet af lokale råvarer og afgrøder fra lodgens egen have. En sval brise fra Kachera-søen gør desuden restauranten til det ideelle sted at køle af på en varm dag.


Rwakobo Rock

Lake Mburo Nationalpark

Rwaboko Rock er et charmende lille familieejet lodge lige udenfor Lake Mburo Nationalpark. Lodgen består af 8 hytter, som alle har eget badeværelse med bruser samt myggenet over sengene. Værelserne er spartansk indrettet, men her er pænt og rent.

Udsigten fra restauranten tager pusten fra de fleste. Et vandhul tæt ved tiltrækker ofte tørstige dyr ved solnedgangstid, så ofte nydes middagen med udsigt til zebraer og impalaer.

Der er wi-fi og opladere i fællesområderne, og lodgen byder også på en forfriskende lille pool.


Enjojo Lodge

Queen Elizabeth Nationalpark

På grænsen til Ishasha-sektoren i Queen Elisabeth Nationalpark ligger den charmerende Enjojo Lodge midt i den frodige natur med palmetræer, græsarealer og en akacieskov med vokseværk.

De frugtbare omgivelser gør naturen omkring lodgen rigt på fugleliv, og der kan desuden jævnligt spottes flokke af elefanter, bøfler og antiloper i området. Grønne marekatte, bavianer og de sort/hvide kappeguereza-aber er også til at finde i den omkringliggende natur. Lodgens grund er så stor, at du kan komme ud og opleve det fascinerende dyreliv på en guidet safari på gåben uden at forlade grunden.

Selve lodgen er bygget af lokale håndværkere, der udelukkende har anvendt lokale materialer for at tilpasse sig omgivelserne. Desuden er størstedelen af møblerne og dekorationerne håndlavet af lokalbefolkningen.

Fra den stråtækte restaurant og bar kan du nyde den smagfulde hjemmelavede mad eller en dejlig drink, mens du beundrer den maleriske natur og den skønne lille naturlige sø.


Kingfisher Lodge Kichwamba

Queen Elizabeth Nationalpark

I det vestlige Uganda, lige uden for Queen Elizabeth Nationalpark, finder du den smukke Kingfisher Lodge. Med sin beliggenhed på en skråning 250 meter over sletten har lodgen en fænomenal udsigt over nationalparken.

Lodgen består af ”bandas”-hytter, der ligner karakteristiske hytter fra en lille afrikansk landsby. Fra hytterne, der er fordelt på skråningen, og hvoraf en del af dem er opdelt i etager, er der en smuk udsigt ud over sletterne og det traditionelle afrikanske landskab. Hytterne gemmer på 18 moderne værelser indrettet med behagelige senge og privat badeværelse.

Der er rig mulighed for at nyde den mageløse udsigt over sletterne fra lodgens restaurant. Ved siden af restauranten finder du en lille bar og et lille loungeområde, så du kan nyde udsigten og en kold drink på samme tid.

Selv fra den fine swimmingpool, der også er fordelt i flere etager på skråningen, kan du nyde udsigten til den smukke park, mens du slapper af.

Der er gratis wi-fi på lodgen.


Parkview Safari Lodge

Queen Elizabeth Nationalpark

Parkview Safari Lodge er placeret i udkanten af Queen Elizabeth Nationalpark og har en spektakulær panoramaudsigt over nationalparken og bjergene. På en god dag kan du endda være så heldig at se elefanterne spise morgenmad i parken fra lodgen.

Fra pool-området kan du også suge den storslåede udsigt til dig, mens du flyder i swimmingpoolen eller tager dig en slapper under parasollen på en af solsengene. Ved siden af swimmingpoolen ligger lodgens restaurant, der byder på en bred vifte af autentiske afrikanske retter samt mad fra det internationale køkken. Råvarerne er friske, og der kommer dagligt lokale fiskere med friske fangster fra blandt andet Kazinga-kanalen og Edwardsøen.

Lodgen har desuden mange andre faciliteter, herunder bar, sauna, dampbad, massageklinik, gavebutik, bibliotek og en læsesal, hvor du kan lære mere om nationalparken. Der er wi-fi i lodgens fællesområder.

Afrika
Ingun H. Nikolajsen

Ingun er vores Afrika-specialist og har over 10 års erfaring med rejser i Afrika.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14