Klik her for at printe!

Kilimanjaro - Whiskey ruten


Nyd udsigten fra Afrika's højeste bjerg

  • 7 overnatninger
  • Helpension (inklusive måltiderne på Kilimanjaro)
  • Eksklusiv flybillet.

Samlet pris pr. person fra 8.995 kr.

 

Kilimanjaro er verdens højeste og smukkeste, fritstående bjerg. Kilimanjaro rejser sig 4.065 meter på en højslette, som ligger 1.833 meter over havets overflade. Vi følger Whiskey ruten op til sneen ved Uhuru Peak, altså bjergtoppen 5.895 meter over havets overflade. Til sammenligning er Alpernes højeste bjerg Mont Blanc "kun" 4.800 meter højt. Turen til toppen af Kilimanjaro kræver ikke professionelt klatreudstyr, og bortset fra den allersidste etape er der faktisk tale om én lang spadseretur i fantastisk smukke og afvekslende omgivelser. Men undervurdér ikke turen, da en del af vandringen foregår i 5.000 meters højde, hvor luftens iltindhold er ekstrem lavt, og der er risiko for højdesyge.

Whiskey ruten varer 6 dage, hvilket er befordrende for deltagernes akklimatisation. Med udgangspunkt i Moshi er oplevelsen fordelt på 4½ dages opstigning og 1½ dags nedstigning. Ruten er 100 km med 62 km op til bjergtoppen og 38 km nedstigning fra toppen af Kilimanjaro. Det er en smuk rute, hvor I både oplever den sydvestlige side og sydsiden af Kilimanjaro, fordi I vandrer op ét sted og ned et andet sted.

For sin akklimatisering kan man få tilføjet en ekstra dag ved at udvide trekket fra Barranco Camp til Barafu Camp fra 1 til 2 dage. Vælges dette, vil I hike fra Barrango Camp til den lavere beliggende lejr i Karanga Valley, hvor der er rindende vand. Dagen efter vil I så hike fra Karanga Valley Camp til Barafu Camp og komme videre i det planlagte ruteforløb derfra.

Professionelle bærere tager sig af al udstyr, inklusive telte, og kokke tilbereder jeres mad. Husk solbriller, hat, sololie, toiletpapir, vand, tanzanianske pengesedler, og hvad guiden ellers anbefaler.

Mens man på Coca Cola ruten bor i hytter, overnatter man her i telte. Dinner serveres i et middagstelt eller på et tæppe udenfor. Whiskey ruten byder på de bedste visuelle oplevelser, der kommer som perler på en snor - fra den sene eftermiddags solnedgang ved Shira til den tidlige morgens disede åbenbaringer af Kibo's enorme Barranco Væg.

Størstedelen af Kilimanjaro er nu nationalpark. Bjerget er tæt på Ækvator og kan bestiges året rundt.

Kort over ruten


Følgende program er inkluderet i turen

Dag 1 - Afrejse fra Danmark

Med fly fra København via Amsterdam til Nairobi hen over natten og næste morgen videre til Kilimanjaro International Airport i Tanzania.

Flybilletten er for egen regning, varierer fra 7-9000 DKK

 

Dag 2 - I lander i Kilimanjaro lufthavn

Vores guide henter dig/jer i Kilimanjaro lufthavn og kører til første overnatning på Springlands hotel i den lille by Moshi, der emmer af afrikansk kultur og atmosfære og byder på eksotiske oplevelser ikke mindst på det lokale marked og i mange af de små butikker.

Højder: Moshi 915 m. Alle højder opgives i meter over havets overflade.
 

Dag 3- Mod toppen af Kilimanjaro

Morgenmad plus briefing og så 50 minutters kørsel fra Moshi til landsbyen Machame, hvor guider og bærere pakker jeres udstyr og bagage. I får udleveret en frokostpakke og kan købe mineralvand i landsbyen. Hvis vejen er meget pløret, og det ikke lader sig gøre at køre, vil det tage en time at gennemføre den 3 km lange vej til Machame Gate, porten til Kilimanjaro National Park, hvorfra videre opstigning foregår gennem regnskov. Heftige regnskyl på denne side af bjerget gør ofte sporet til en mudret og glat oplevelse, så det gælder om at have udstyret i orden - især fodtøjet. Halvvejs mod dagens mål er der frokostpause. Bærerne iler i forvejen og sætter telte op før jeres ankomst. Om aftenen koger bærerne vand til varme drikke og jeres toilette, mens kokken tilbereder middagen.

Om natten falder temperaturen til under frysepunktet ved Machame Camp.

Højder: Machame Gate 1.490 m, Machame Camp 2.980 m. Trek: 18 km (5-7 timer).

 

Dag 4 - Mod toppen af Kilimanjaro

Tidlig vækning og efter morgemad hiker I en times tid opad til toppen af skoven og videre et par timer igennem et skrånende hedelandskab. Efter kortvarig frokost og hvil fortsætter turen op ad en klippefuld højderyg til Shira plateauet, hvorfra man ser Kilimanjaro Western Breach (den vestlige kraterkant) med sin fantastiske gletsjer. Sommetider er vestsiden draperet af noget, der kunne minde om kæmpe is-gardiner. I er nu vest for Kibo, og Coca Cola ruten ligger på den stik modsatte side af bjerget. Efter et kort hike mod vest, når I Shira lejren, hvor bærerne koger vand til varme drikke og toilette før aftensmaden. Temperaturen på dette udsatte sted vil om natten komme under frysepunktet.

Højder: Machame camp: 2.980 m, Shira Camp: 3.840 m. Trek: 9 km (4-6 timer).

 

Dag 5 - Mod toppen af Kilimanjaro

Morgenmad og så ad stejle stier over den højeste vækstzone mod Kilimanjaros truende masse. Efter adskillige timers trek gennem et klippefyldt landskab når I frem til det berømte Lava Tower. Dette vartegn for en urgammel vulkansk aktivitet er mere end hundrede meter højt, og stien passerer lige under. Er man meget sikker til fods, kan man klatre til toppen af denne kolos. Efter frokost er der 2 timers nedstigning til Barranco Camp i en dal under Breach og Great Barranco Walls, og her kan I nyde en vidunderlig solnedgang, mens I venter på aftensmaden. I det hele taget har dagen budt på talrige fotografiske højdepunkter. Vær opmærksom på selv det mindste tegn på højdesyge og skjul det ikke for guiden.

Højder: Lava Tower 4.630 m, Barranco Camp 3.950 m. Trek: 15 km (7 timer).

 

Dag 6 - Mod toppen af Kilimanjaro

Efter en nat under den imponerende Great Barranco Wall klatrer I op ad denne ærefrygtindgydende forhindring, hvilket viser sig at være lettere end det ser ud til. På toppen lige under Heim Gletsjeren folder Kilimanjaros skønhed sig ud i på mageløs vis. Ruten fører ned gennem Karanga Valley og via bakkekamme og dale for så at følge Mweka ruten, hvor I senere stiger ned ad bjerget. I har nu gennemført det sydlige ruteforløb, som byder på udsigt til toppen fra mange forskellige vinkler. Med retning mod toppen hiker I videre opad en times tid til Barafu Hut, hvor der ikke er rindende vand, som der var i Karanga Valley. Jeres telte vil blive rejst på en snæver, stenet, vindblæst højderyg, så sørg for at blive bekendt med terrænet før nattens mørke for at undgå ulykker. Forbered jeres udstyr og varme tøj til næste dags "klatring" til toppen. Husk at skifte batterier i lygten og kameraet. Opbevar drikkevand i en termoflaske, så det ikke fryser til is. Gå i seng ved 19-tiden og prøv at få nogle timers søvn for at få de menneskelige batterier opladet til den ultimative udfordring.

Højder: Barafu Camp 4.550 m. Trek: 13 km (8 timer).

 

Dag 7- Dagen hvor i når toppen

En halv times tid før midnat står I op, og efter dampende te og biscuits går turen ud i natten. De 6 timers "klatring" op nordvest gennem stenmasser mellem Rehmann og Ratzel gletsjerne og til Stella Point på kraterkanten er den største udfordring for de fleste bjergbestigere. Et kort stop ved Stella Point for bl.a. at se en enestående knaldrød solopgang. Herfra følger man den øverste del af Coca Cola ruten, men stop ikke for længe, da det så vil blive nærmest uoverkommeligt at komme i gang igen som følge af kulde og træthed. Afhængig af årstiden og nylige storme risikerer man at støde på sne på den sidste hike langs kanten til Uhuru Peak - jeres endelig mål. Toppen af Kilimanjaro, ja, toppen af Afrika. Efter 3 timers nedstigning til Barafu Camp får I et velfortjent men kort hvil og hiker så videre ned ad en klippefuld og stenet sti til højsletten og eventuelt ind i skoven til Mweka Camp. Denne lejr er i den øverste skov, så I risikerer tåge og regn sidst på eftermiddagen. Varmt vand til at vaske sig i koges, middagen tilberedes, og lejrens kontor sælger dikkevand, soft drinks, chokolade og øl.

Højder: Uhuru Peak 5.895 m, Mweka Camp 3.100 m. Trek: 7 km op og 23 km ned (8 timer op og 7-8 timer ned).

 

Dag 8 - Nedstigning fra Kilimanjaro

Efter velfortjent morgenmad venter der en kort, vidunderlig 3-timers hike tilbage til nationalparkens Mweka Gate. Giv først hjælperne drikkepenge dér. Ved Mweka Gate kan I skrive jer på en liste med navn og eventuelle kommentarer. Det er også her de af jer, som har gennemført bjergbestigningen, modtager certifikat. Når man Stella Point, får man et grønt certifikat. Når man Uhuru Peak får man et guld certifikat. Fra Mweka Gate forsætter I ned til landsbyen Mweka - hvis der er for mudret til biltransport, må I gå de 3 km, hvilket varer en times tid. I Mweka får I serveret en velsmagende varm frokost og bliver derefter kørt til den varme bruser, stor buffet og en komfortabel overnatning på Springlands eller et tilsvarende hotel i Moshi.

Højder: Mweka Gate 1.980 m, Moshi 910 m. Trek: 15 km (3 timer).

 

Dag 9- Tilbage til Danmark

Tjek ud fra hotellet og med fly fra Kilimanjaro til Nairobi eller på videre ferie i Tanzania eller Zanzibar. Flyskift i Nairobi og hen over natten til Amsterdam.
 

Dag 10 - I lander i Danmark

Med nyt fly fra Amsterdam til København næste formiddag.

Whiskey turens indhold

  • 7 overnatninger
  • Helpension (inklusive måltiderne på Kilimanjaro)
  • Ovenstående program
  • Eksklusiv flybillet.
Samlet pris pr. person fra 8.995 kr.