TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE

Praktisk information om Mauritius

Her på siden får du svar på oftest stillede spørgsmål om Mauritius, f.eks. om valuta og vaccinationer.

Vi har pt. én tur der afsluttes med en rejse til Mauritius.

Praktisk information om Mauritius
Praktisk information om Mauritius

Praktisk information om Mauritius

Her på siden får du svar på oftest stillede spørgsmål om Mauritius, f.eks. om valuta og vaccinationer.

Vi har pt. én tur der afsluttes med en rejse til Mauritius.

KLIMA
Bedste rejsetid

Østaten Mauritius ligger i den sydvestlige del af Det Indiske Ocean. Øen har et tropisk klima med varme, solskin og blå himmel næsten hele året rundt.

Beliggenheden på den sydlige halvkugle betyder, at Mauritius’ to sæsoner, sommer og vinter, ligger modsat det, vi er vant til i Danmark. Der er minimale forskelle mellem de to sæsoner, og Mauritius er derfor ideel som badeferiedestination året rundt.

Sommeren på Mauritius ligger fra november til april.

I disse måneder oplever du årets varmeste temperaturer, men også dem med mest regn og højeste luftfugtighed. Regnen falder primært i regnbyger eller tordenvejr på et par timer.

Denne sæson er især ideel til solbadning samt snorkling og dykning mellem oktober og december, da sigtbarheden i havet er bedst i disse måneder.

Mellem januar og marts er der øget risiko for, at Mauritius bliver ramt af stærke storme eller cykloner, og der kan i denne periode regne mere end ellers. Statistisk set har cykloner dog kun centrum over Mauritius hvert 5. år.

Vinteren på Mauritius ligger fra maj til oktober.

Perioden er mere tør end i sommerperioden, og temperaturen er mere behagelig. Vinteren er med sin behagelige luftfugtighed ideel til at lave udendørsaktiviteter, mens det stadig er varmt nok til at solbade og nyde de smukke sandstrande.

De øst- og sydøstlige dele af Mauritius kan blive påvirket af de sydøstlige passatvinde i juli og august.

Vejrstatistik for Mauritius: JAN FEB MAR APR MAJ JUN JUL AUG SEP OKT NOV DEC
Gennemsnitlig maks. temp. 29 29 29 28 26 25 24 24 25 26 27 29
Gennemsnitlig min. temp. 22 22 22 21 19 17 16 16 17 18 19 21
Nedbør mm 227 240 158 129 67 60 53 51 39 38 58 171
Gennemsnitlig havtemperatur 27 28 27 27 26 25 24 23 23 24 25 27
VIGTIG INFORMATION OM DIN REJSE
Pas & visum

Du skal naturligvis medbringe dit pas på rejsen.

Som dansk statsborger kan du opholde dig på Mauritius uden visum i op til 90 dage.

Ved indrejse til Mauritius skal dit pas være gyldigt 6 måneder ud over opholdet.
Endvidere skal du være i besiddelse af en returbillet hjem, eller en billet videre til et andet land.

Reglerne om visum kan tjekkes på udenrigsministeriets hjemmeside.

Du skal udfylde en indrejseblanket, før du ankommer til Mauritius. Indrejseblanketten kan du finde her: https://safemauritius.govmu.org/. Denne skal printes og vises ved ankomst til Mauritius.

Rejsedokumenter

Inden afrejse får du tilsendt nogle rejsedokumenter med vigtig information, som vi anbefaler at du printer ud og medbringer på din rejse. Du modtager bl.a. dit rejseprogram samt telefonnumre til vores lokale samarbejdspartnere på destinationen, så du har mulighed for at komme i kontakt med dem, hvis du får brug for det undervejs.

Vi anbefaler, at du downloader app’en WhatsApp til din smartphone og tilføjer vores samarbejdspartners telefonnumre. Her kan du gratis sende beskeder og ringe til dem, når du er på wi-fi forbindelse.

Vaccinationer

Vi råder dig til at kontakte en speciallæge, din praktiserende læge eller en autoriseret vaccinationsklinik. Du kan også læse mere omkring reglerne for rejsevaccinationer hos Statens Serum Institut.

Vær opmærksom på reglerne omkring gul feber – særligt hvis du rejser ind via et andet afrikansk land.

Få 10% i rabat på vaccinationerFå 10% i rabat på vaccinationer

Når du bestiller en rejse hos Tourcompass.dk, kan du opnå 10% rabat hos følgende vaccinationsklinikker:

På alle hjemmesider kan du bestille tid og få yderligere vejledning om vaccinationer. Ved tidsbestilling bedes du henvise til os, og ved konsultationen bedes du medbringe din

 

Der er i øjeblikket ingen Covid-19 vaccinationskrav for at rejse ind i Mauritius. Disse regler kan dog ændre sig med kort varsel. Det er dit eget ansvar at undersøge disse regler inden afrejse.

Bemærk at der kan være særlige Covid-19 krav i de lufthavne, du mellemlander i på vej til og fra Mauritius. Det er ligeledes dit eget ansvar at undersøge dette inden afrejse.

Du er altid velkommen til at kontakte os, hvis du har spørgsmål hertil.

Rejsebetingelser

Læs venligst vores generelle rejsebetingelser grundigt, da disse er en del af aftalevilkårene i forbindelse med rejser købt hos TourCompass. Rejser købt hos os er omfattet af ”Loven om pakkerejser”.

Klik her for at læse vores rejsebetingelser.

Rejseforsikringer

Vi anbefaler altid, at du har en god rejseforsikring med i bagagen, når du skal afsted på drømmerejsen. Derudover er det også en rigtig god idé at tegne en afbestillingsforsikring. På vores side om forsikring kan du få al den information, som du har brug for.

Klik her for at gå til vores side om forsikring.

FØR REJSEN
Valuta, prisniveau & drikkepenge

Den lokale valuta i Mauritius hedder Mauritius Rupee (MUR) klik her.

De fleste steder tager mod Visa, Master Card og Diners. Du kan veksle til MUR i lufthavnen, banker og hoteller eller hæve i hæveautomater.

Restauranter og hoteller har generelt inkluderet en afgift på 10 procent i regningen. Derfor forventer man normalt ikke drikkepenge på Mauritius. Hvis du under opholdet har fået ekstraordinær god behandling og ønsker at belønne den, er det helt i orden at give drikkepenge.

Mad & allergier

På langt de fleste af vores destinationer er vi i stand til at tage hensyn til allergier, samt allergener eller præferencer vedr. mad, dog er det vigtigt, at du oplyser os om dette, når du booker rejsen.

Telefoni, wi-fi & elektricitet

I hotelbeskrivelserne på vores hjemmeside kan du se, om der er Wi-Fi på hotellerne. Vær opmærksom på, forbindelsen kan være ustabil.

 

Pakkeliste

Sørg altid for at have alle vigtige og uundværlige ting i din håndbagage. Det gælder f.eks. pas, visum, vaccinationskort, flybilletter, kreditkort, penge, forsikringsdokumenter, computer, mobiltelefoner, men også evt. information om din sundhedstilstand og livsvigtig medicin.

De fleste restauranter og spisesteder på Mauritius har regler omkring påklædning.
Husk derfor pænt sommertøj til om aftenen. Lange bukser til mænd. Strandsandaler og badetøj er oftest ikke tilladt i restauranterne.

Indførelse af planteprodukter til EU

Det er ikke tilladt for rejsende at indføre planter, frø, frugt og andre planteprodukter fra rejser i lande uden for EU, uden at disse følges af et plantesundhedscertifikat. Reglerne er også gældende for mindre mængder af planter og planteprodukter.

Du kan læse mere om reglerne her.

Rejsende med indskrænket bevægelighed

Vi gør opmærksom på, at vores rejser generelt ikke er egnede for bevægelseshæmmede personer. Kontakt os gerne for information om mulighederne i forhold til dine specifikke behov.

FLYREJSEN
Flybilletter

Hos de fleste flyselskaber er flybilletter elektroniske (e-billetter).

Det er vigtigt, at du tjekker dit navn for stavefejl, da dit navn på reservationen skal stå nøjagtigt som i dit pas. Hvis du har rettelser til dit navn, skal du kontakte os hurtigst muligt. Vær opmærksom på, at dette kan medføre et gebyr fra flyselskabet.

Sædereservation

Flyselskabet vil tildele dig en plads ombord på flyet ved check-in, hvis du har specifikke ønsker til placering i flyet, kan du på flyselskabets hjemmeside eller i deres app selv foretage en sædereservation. Vær opmærksom på, at de fleste flyselskaber kræver betaling for en sædereservation.

Det varierer, hvornår flyselskaberne åbner for sædereservation, men som hovedregel kan du booke sæder fra bookingtidspunktet og indtil 48 timer før afgang.

Vi gør desuden opmærksom på, at flyselskabet har fuld rådighed over alle sæder på flyet, og at de derfor altid har ret til at foretage ændringer på reservationen.
Laver du ikke en sædereservation inden afrejse, vil flyselskabet tildele dig en plads ved check-in.

Check-in

Ved check-in skal du bruge dit pas og din bookingreference, som fremgår af din rejseplan.

Vi anbefaler, at du downloader flyselskabets app på din telefon. I appen er der mulighed for online check-in, som typisk åbner 24 til 48 timer før afrejse. I appen kan du også holde dig opdateret om flyændringer og anden vigtig information om din flyrejse.

Bemærk venligst, at der kan være ændrede flytider i forhold til den rejseplan, du modtog ved booking af rejsen. Det er altid flytiderne i flyselskabets app eller på flyselskabets hjemmeside, der er gældende.

I lufthavnen

Vi anbefaler, at du møder op i lufthavnen senest 2 timer før afrejse. Du kan med fordel holde dig opdateret på lufthavnens hjemmeside for seneste opdateringer.

Bagage

Vi benytter mange forskellige flyselskaber til vores rejsemål. De nøjagtige regler for håndbagage og indtjekket bagage kan du tjekke på flyselskabets hjemmeside eller i deres app.

Hvis du flyver via O.R. Tambo lufthavn i Johannesburg, skal du være opmærksom på, at indtjekket bagage her skal have mindst én flad side og ikke må have lange løse stropper (som f.eks. en rygsæk). Såfremt man rejser med f.eks. en rund sportstaske eller en rygsæk med lange stropper, skal man benytte sig af en ”baggage wrapping service” i lufthavnen, før man får lov at tjekke sin bagage ind.

I tilfælde af, at du flyver via Johannesburg, skal du være opmærksom på, at du nogle gange i Johannesburg selv skal hente din bagage på bagagebåndet, selv gå gennem tolden med den og aflevere den igen ved check-in-skranken. Tjek, når ved check-in, om dette er tilfældet, eller om din bagage bliver sendt helt til din slutdestination.

Forsinket bagage

Skulle din bagage blive forsinket, skal du ved ankomst henvende dig til personalet i bagageområdet i lufthavnen og anmelde din manglende bagage.

Det er vigtigt, at du har din bagagekvittering, når du skal udfylde din PIR- rapport (Property Irregularity Rapport).

Vær opmærksom på, at du ikke må forlade bagageområdet i lufthavnen, før du har fået udfyldt rapporten.

I tilfælde af forsinket bagage beder vi dig kontakte vores samarbejdspartner, som vil sørge for, at din guide/chauffør venter på dig.

Flyforsinkelser eller aflysninger

Skulle der ske ændringer i forbindelse med din flyreservation inden afrejse, kontakter vi dig naturligvis med information om dette.

Opstår der flyforsinkelse efter check-in, er det flyselskabet, som har ansvaret for at ombooke din flyrejse. De vil typisk booke næste mulige afgang og sørge for eventuel forplejning og overnatning, hvis det skulle være nødvendigt.

Vores samarbejdspartner tjekker selv eventuelle ændringer i ankomsttidspunkter og vil naturligvis stadig vente på dig, også selvom dit fly skulle være forsinket.

Hvis en forsinkelse eller aflysning betyder, at flyselskabet ombooker dig til et andet flynummer efter, du er ankommet i lufthavnen, beder vi dig kontakte os på TourCompass’ nødnummer.

PÅ DESTINATIONEN
Immigration & Told

Immigration :

Når du ankommer til din endelige destination, går du gennem immigrationen. Her tjekkes dit pas samt eventuelle indrejsepapirer og visum. Mange steder skal du afgive fingeraftryk, og der tages ligeledes et billede af dit ansigt til biometrisk genkendelse. Du kan også blive stillet spørgsmål om dine rejseplaner i landet og evt. adresse på dit overnatningssted.

 

Told:
Når du er kommet gennem immigrationen og har samlet din bagage op, skal du gennem tolden. Har du intet at fortolde, kan du gå gennem ”nothing to declare”. Har du derimod noget at fortolde, er det vigtigt, at du går gennem ”declare”. Det er dit eget ansvar at tjekke, hvilke toldregler, der er gældende i det land, du rejser til.

Ankomst

Når du kommer ud i ankomsthallen i lufthavnen, vil du blive modtaget af en guide/chauffør med et TourCompass skilt og dit navn på, som vil sørge for, at du kommer godt til dit hotel.

Skulle du mod forventning ikke kunne finde din guide/chauffør, beder vi dig kontakte vores samarbejdspartner på deres nødnummer, som fremgår af dine rejsedokumenter.

I Mauritius Lufthavn skal I henvende jer til skranke 7 for jeres transfer til hotellet.

Hotel check-in & check-out

Normal check-in er typisk kl. 14.00, og du kan derfor ikke regne med at få dit værelse før dette tidspunkt. Ønsker du tidlig check-in, kan du mod betaling bestille dette i forbindelse med booking af rejsen.

Ved check-in vil receptionisten oftest registrere dit kreditkort og muligvis reservere et beløb. Dette er ikke en ekstra udgift, men almindelig kutyme på hoteller for at sikre betaling af evt. forbrug fra minibar eller lignende. Ved check-out bliver beløbet automatisk frigivet, hvis du ikke har gjort brug af dette.

Det er meget normalt, at hotellerne tager en kopi af dit pas. Dette er nogle steder et krav fra de lokale myndigheder.

Ved afrejse er der normal check-out omkring kl. 10.00. Skal du først rejse videre om eftermiddagen eller aftenen, kan du få opbevaret din bagage indtil, du skal afsted. Ønsker du i stedet sen check-out, kan du mod betaling bestille dette i forbindelse med booking af rejsen.

Rejseform & transport

I tilfælde af uforudsete forhold som f.eks. dårligt vejr, blokerede veje eller andet, kan det blive nødvendigt at ændre i rækkefølgen af sightseeingture og seværdigheder i dagsprogrammerne.

 

Rygepolitik

Mauritius har en streng rygepolitik, og det er forbudt at ryge på alle offentlige steder.

Brug for hjælp undervejs?

Vi har et 24-timers nødnummer, så du altid kan komme i kontakt med os, hvis der skulle opstå uforudsete hændelser undervejs på din rejse. Derudover får du også tilsendt telefonnummer og nødtelefonnummer til vores samarbejdspartnere på destinationen. I nogle tilfælde kan det være nemmest og hurtigst at kontakte vores samarbejdspartnere pga. tidsforskelle, hvis du f.eks. skulle havne i en situation, hvor din opsamling til en tur eller transfer er mere end 15 min. forsinket.

EFTER REJSEN
Ris & Ros / kontakt

Vi lever af glade gæster, og vi vil derfor meget gerne høre fra dig efter hjemkomst. Send os en mail på info@tourcompass.dk eller ring til os på tlf.: 89 93 43 89.

Afrika
Ingun H. Nikolajsen

Ingun er vores Afrika-specialist og har over 10 års erfaring med rejser i Afrika.

Se åbningstider
Mandag - Torsdag 10-16
Fredag 10-14