 |
 |
 |
 |
 |
 |
Rejsebreve
Ligeglade løver og dykkercertifikat
Jeg rejste i oktober måned til Kenya sammen med min mand på en rejse
med Afrika-safari der varede 14 dage. Turen var en fødselsdagsgave til
ham, da han så længe har gået og drømt om, at komme på safari.
Vi tog af sted fra Sverige mod Amsterdam og videre til Nairobi, hvor der
ventede os 14 dage med mange oplevelser!
Mange af mine bedste oplevelser fik vi i Amboseli Nationalpark, som vi
besøgte efter tre dage i Afrika, hvor vi forinden havde besøgt Karen
Blixens farm.
I Amboseli så vi blandt andet en leopard, hvilket jeg har en fornemmelse
af, ikke er noget man ser hver gang man er på safari.
Turen til Amboseli var en stor oplevelse. Det var den første
nationalpark vi besøgte på vores rejse og alt var bare så nyt og
spændende.
Min bedste safari-oplevelse, som jeg ikke tror jeg kommer til at glemme,
var da vi kom kørende i vores safari biler på savannen.
Vi var hele otte biler, som kørte forbi, hvor vi kom meget tæt på to
løver. Folk tog billeder af løverne, men det var som om de var ligeglade
med os – de rørte ikke engang på sig!
Efter en dejlig uge, med virkelig mange oplevelser, var det skønt at
rejse videre til Mombasa. Min mand og jeg tog i løbet af den sidste uge
et dykkerkursus i Mombasa, som er gyldig i hele verden.
Alt i alt var det en virkelig god tur og en god fødselsdagsgave til min
mand

Først løveland, så det azurblå ocean
Vores safari til Kenya var på alle måder en succes, blandt andet takket være den fantastiske og allestedsnærværende guide Raffi. Oplevelserne kom som perler på en snor, ja, forløbet var skruet rigtig godt sammen, og alle overnatningssteder var gode og indbydende.
Vi var især imponeret over, hvor tæt vi kunne komme på dyrene og de utrolige situationer, vi fik lov at se dyrene i. Vi så f.eks. en giraf stå nærmest i spagat for at drikke, hvorefter den blev så overrasket over at se sit ejet spejlbillede, at den løb sin vej. Selv guiden spærrede øjnene op, da vi på nærmeste hold oplevede, hvordan en flok han-elefanter opdrager på hinanden, for så står den på parringsritualer med den uopdragne elefant nederst.
Vi fik også oplevet The Big Five: elefanter, løver, leoparder, bøfler og både de hvide og sorte næsehorn.
Alle naturparkerne var utrolig flotte – hver med sine fantastiske særpræg. Således oplevede vi noget nyt og unikt i hver park, vi besøgte.
Specielt Masai Mara var frodig og fyldt med dyr, som var migreret dertil på deres årlige vandring væk fra tørkeperioden på Serengeti syd for. Det var overvældende at opleve kæmpestore flokke af gnuer, zebraer, bøfler, gazeller, antiloper, elefanter, giraffer og andre planteædere og så naturligvis de mange løvefamilier plus hyæner, geparder og leoparder. Når opholdet i Masai Mara oven i købet bød på overnatning i luksus telt med udsigt til en flok bøfler på vej til det nærtliggende vandhul, ja, så fik vi fantastiske oplevelser selv, når vi slappede af på terrassen efter en lang dag med dyr ude på savannen.
Efter safarien i Kenya sluttede vi af med fire dages bade & dase ferie i Zanzibar, hvor vi boede på et nyt, 4-stjernet hotel med lækre værelser, fantastiske velkrydrede menuer og en storslået panorama udsigt over det Indiske Ocean. Vi sejlede i dhow, en lokal båd med et trekantet sejl, til en lillebitte sand-ø,
hvor vi var på safari under vandet med snorkel i munden. Derefter spiste
vi frokost under store parasoller og prøvede en masse forskellige lokale
specialiteter. Zanzibar er et skønt Paradis, der afgjort kan måle sig
med Caribien.
Bare vi snart skulle af sted igen…

|
|
|
 |
|
 |
|