Rejsebreve

Rejsebrev fra Zambia, Botswana og Namibia af Paul Christen.

Der hvor turister sjældent kommer..

Bushmændene var egentlig lidt bange for mig, da vi troppede op i deres lejr under min 13-dages safarirejse til Zambia, Botswana og Namibia. Jeg tror især, at børnene var lidt usikre i starten, men da vi havde været i området ved Kalahariørkenen et stykke tid, vænnede de sig til os og derefter var det helt fantastisk at se hvordan de her mennesker lever.

Området er uspoleret af turister og derfor får man muligheden for at se et folk, med ældgamle traditioner i deres naturlige omgivelser.
Bushmændenes hverdag er i total pagt med naturen. Blandt andet fik jeg muligheden for at smage stegt bille, som er en af folkets helt store proteinkilder – den smagte lidt af en reje med skal på. Når man oplever mennesker der er så anderledes end en selv, så er jeg sikker på, at det er noget man aldrig glemmer.
Mødet med bushmændene var nok den allerstørste oplevelse på den her rejse.

Det på trods af at der var nok af oplevelser. En af dem var at bo meget tæt på Victoria Falls. Hotellet lå knap 500 meter fra vandfaldet og da jeg fik fornøjelsen at prøve en helikopter tur over vandfaldet, var jeg solgt. Det er simpelthen noget af det flotteste jeg nogensinde har set, især da jeg opdagede en regnbue, da jeg kiggede ned i vandfaldet. Samtidig blæste vandet fra faldet ind på os, hvis der var lidt vind, så det føltes virkelig som om, at vi var så tæt på naturen, som man kan komme. På trods af at der er så mange andre oplevelser på denne rejse, end den traditionelle safari, så er der også virkelig gode muligheder for mindeværdige safarioplevelser. En del af safari turene foregår fra vandet og af en eller anden grund er dyrene anderledes rolige, når man anskuer dem derfra.

Vi kom meget tæt på elefanterne på land og samtidig oplevede vi også flodheste i selve vandet, alt imens vi lydløst gled igennem et hav af åkander. Den største safarioplevelse jeg dog havde dernede var på selve lodgen en aften. Vi sad en gruppe mennesker ved et lejrbål og ligeså langsomt begyndte dyr at samles nede ved det tilstødende vandhul.

I det øjeblik følte jeg at man ikke kunne komme nærmere naturen. Det er netop også en af de helt store fordele ved netop denne rejse. Vi kommer steder, som er uspolerede og ikke fyldt med turister. Jeg kan kun anbefale denne rejse. Det er den bedste af de tre safarirejser jeg har haft i Afrika – netop fordi man oplever lidt mere end de andre..

Top 3 ture
luksus
0
1