TRYGHEDSGARANTI - LÆS MERE
ForsideNyheder og rejseartiklerOplev ”The Big Five” i Afrika

Oplev ”The Big Five” i Afrika

12.09.2017  |  opdateret: 01.02.2024
Vis alle indlæg

Elefant og buffalo

Mange tager i dag på safari i Afrika for at spotte og tage billeder af ”The Big Five”, og du har sikkert hørt begrebet før.

Men ved du hvad ”The Big Five” betyder? Og hvorfor er ”The Big Five” så specielt at opleve på en safarirejse?

Hvem er ”The Big Five”?

”The Big Five” er synonym for dyrene: løven, leoparden, elefanten, næsehornet og bøflen.

Det er en gammel jagtbetegnelse brugt af storvildtjægere, som ikke er opstået grundet de fem dyrs fysiske størrelse, men derimod på grund af sværhedsgraden og den fare, der var involveret i at jage disse dyr. I dag bliver udtrykket også brugt i forbindelse med safari.

Hvad kendetegner dyrene i ”The Big Five”?

”The Big Five” er meget forskellige dyr, men alle meget populære at opleve i Afrika. Herunder kan du lære lidt mere om dem hver især.

Løven

Dyreunger i Kruger

Løven er ofte synonym med safari, og er derfor måske det mest populære af ”de fem store”.

I dag lever der omkring 20.000 løver i Afrika, og du kan bl.a. opleve dem i Tanzania og Sydafrika.

  • Løver lever i flok på mellem 2 og 30 dyr. En flok består typisk af 2-4 voksne hanner, 10-15 hunner og deres unger.
  • Hunnerne lever i flokken hele livet, hvorimod hanløverne tvinges til at forlade flokken, når de begynder at kunne konkurrere med løveflokkens alfahan.
  • Løvens foretrukne bytte er de mellemstore pattedyr, såsom gnuer, zebraer og større antiloper. En stor del af løvernes føde består dog af ådsler, som de stjæler fra andre rovdyr.

Vidste du desuden at: en gammel løve er et sjældent syn, da løverne ofte dør i kamp, før de når en høj alder? I det fri bliver løver typisk 10-14 år, mens de i fangenskab bliver 20 år.

Løven kan oftest spottes på savannen og åbne græssletter. Midt på dagen, når det er varmest, ligger de oftest et skyggefuldt sted. 

Leoparden

Leopard i et trae

Leoparden er et yndefuldt kattedyr, der bl.a. er kendt for sin plettede.

Leoparden lever i det meste af Afrika, men den er sky over for mennesker, så den kan være svær at spotte.

  • Til forskel fra løven lever leoparden alene med undtagelse af, når den har unger.
  • Leoparden færdes både på jorden og i træer. Den er mest aktiv om natten, og bruger derfor det meste af dagen på at sove i et træ eller buskads.
  • Leopardens føde består af alt fra biller til antiloper, men den foretrækker dog, at byttet er på dens egen størrelse. Ofte slæber leoparden sit bytte med op i et træ for at forhindre andre rovdyr i at stjæle det.

Vidste du desuden at: Hunleoparder er gode mødre? Hunnen gemmer sine unger og flytter dem til sikre steder, indtil de er gamle nok til at lære at jage.

Leoparden er en mester i at gemme sig, men du kan være heldig at spotte den i ørkener, på savannen og i skove.

Elefanten

Elefanter i Sydafrika

Den afrikanske elefant (savanneelefanten) er det største (og tungeste) landdyr i verden med en gennemsnitsvægt på 6.000 kg. (og nogle kan veje op til 7.000 kg.) Foruden størrelsen er elefanten kendetegnet ved de veludviklede stødtænder.

I dag lever der omkring 415.000 afrikanske elefanter i Afrika.

  • Elefanter lever i familiegrupper af hunelefanter og deres unger. Det er ikke ualmindeligt at spotte elefantflokke på over 20 elefanter.
  • Hunelefanter er gravide i 22 måneder, og hunnerne i samme flok kan amme hinandens unger.
  • En elefant får seks sæt kindtænder i over- og underkæben. Når det sidste sæt er nedslidt, kan elefanten ikke bearbejde føden, og den dør derfor af sult. Den afrikanske elefant kan blive op til 70 år i det fri.

Vidste du desuden at: den afrikanske elefant kan spise 150 kg mad om dagen?

Elefanter er meget udbredt i Afrika, og du har derfor rigtig gode chancer for at spotte den på savannen og i tæt skov.

Næsehornet

Næsehorn

I Afrika lever der to slags næsehorn; Det sorte næsehorn og det hvide næsehorn.

På trods af navnet er begge næsehorn grå, men forskellen ligger bl.a. i formen på deres læber. Hvor det sorte næsehorn har fremstrittende overlæber, så har det hvide næsehorn brede, firkantede læber. Læberne er afgørende for, hvad de spiser.

Næsehornene er de mest truede dyr af ”the Big Five”. Hornene er eftertragtede i Asien og Mellemøsten, fordi de siges at have helbredende effekter, og er derfor mange penge værd.

Det sorte næsehorn

Det sorte næsehorn findes i den syd- og østlige del af Afrika, herunder Kenya, Tanzania, Namibia, Sydafrika og Zimbabwe.

Det sorte næsehorn er stærkt truet og tal fra International Rhino Foundation estimerede i 2022, at der er godt 6.000 af næsehornsarten tilbage i Afrika.

  • Det sorte næsehorn er den mindste af de to afrikanske arter og kan veje op til 1.350 kg.
  • Næsehornet er ”browsers”, hvilket vil sige at de kun spiser føde, der ikke ligger på jorden, f.eks. fra træer og buske.
  • Det forreste horn er i gennemsnit ca. 50 cm. langt, men kan blive op til 130 cm.

Vidste du desuden at: det sorte næsehorn kan bevæge sig rigtig hurtigt og kan nå en topfart på 55 km/t?

Det sorte næsehorn opholder sig gerne, hvor der er masser af buske og andet føde, f.eks. i skovområder, savanne og vådområder.

Det hvide næsehorn

Det hvide næsehorn bor primært i Sydafrika, men kan også findes i bl.a. Kenya, Namibia og Zimbabwe.

Næsehornet er mindre truet end det sorte, og der er ca. 16.000 dyr tilbage i Afrika.

  • Hvide næsehornshanner kan veje op til 2.700 kg. hvilket gør dem til det største landdyr i verden efter elefanten.
  • Det hvide næsehorn spiser græs, hvilket understøttes af deres brede, firkantede læber, der gør den til en god ”græsser”.
  • Hornene bliver brugt til at slås og beskytte sig. Det forreste horn er i gennemsnit omkring 60 cm. langt, men det kan blive helt op til 150 cm.

Vidste du desuden at: det hvide næsehorn fik sit navn fra afrikaans, der omtalte næsehornets læber som brede (”wyd”), hvilket senere blev fejloversat til ”hvid”?

Da det hvide næsehorn er mindre truet end det sorte, er det mere sandsynligt at du oplever denne næsehornsart i Afrika. Det hvide næsehorn opholder sig oftest på græssletter og savannen.

Bøffel

Bøfler i Sydafrika

Bøflen er et stort dyr, der lidt minder om koen. Den lever i stort antal i hovedparten af Afrika, og er muligvis den farligste af ”de fem store” for mennesket.

  • Bøflen er et socialt dyr, der lever i store flokke på mellem 50 og 500 dyr. Antallet kan dog stige til flere tusinde under regntiden i Serengeti i Tanzania. Rovdyr er nemlig mindre tilbøjelige til at angribe så store flokke.
  • Hunnerne føder primært sine kalve mod slutningen af regntiden, hvilket øger chancen for overlevelse, da der er mere mad og vand.
  • En bøffel går oftest til angreb, hvis den er alene eller såret, fordi den dermed føler sig truet. Denne angrebsstrategi har været med til at give den sit ry som aggressiv.

Vidste du desuden at: bøfler ikke er et territorialt dyr? Den slås derimod for bedre rang i flokken og for hunbøflernes gunst.

Hvis du ønsker at opleve bøflen, skal du søge i skovområder og på savannen.

Hvor kan du opleve ”The Big Five”?

Hvis du ønsker at opleve ”The Big Five” kan du rejse til populære safaridestinationer som Tanzania, Kenya og Sydafrika. Derudover kan du opleve én eller flere af ”the Big Five” på alle vores safaridestinationer i Afrika.

Her findes mange skønne og kendte nationalparker, hvor du kan være heldig at opleve én eller flere af ”The Big Five”-dyrene.

Udvalgte rejser, hvor du kan være heldig at opleve Big Five

Under rejsen vil din safariguide gøre alt, hvad han/hun kan, for at du kommer til at opleve alle fem dyr. Nogle af dyrene kan være svære at spotte, så du skal have øjne og øre åbne!

Hvis du har spørgsmål, så tag kontakt til vores rejsekonsulenter. De kan guide dig til, hvilken destination der er bedst for dig.

TourCompass – Fra turist til eventyrrejsende